Thomas Bach Jensen
På Stutteri UNO i Thorsager ved Rønde bliver der hvert år født mellem to og fire føl. Dog har Joan Andreasen som en reaktion på de faldende bedækningstal i ridehesteavlen skruet lidt op for produktionen de seneste år.
– Jeg har de sidste år lavet 5-7 føl, og skal i år desværre kun have fem føl, fortæller Joan Andreasen og tilføjer, at der forhåbentligt ikke vil være nogen folinger under hingstekåringen i år.
– Jeg kan nemlig bedst lide selv at være hos hopperne, når de foler. Vores hoppe UNO Donna Tella har termin midt i marts, og de sidste par år er det mine børn, der har taget imod hendes føl. Også hendes søn UNO Don Olympic, som kommer til Herning i år.
Stutteri UNO fik ved forbesigtigelsen i december måned udtaget to unghingste af eget opdræt til Dansk Varmblods hingstekåring i Herning, der finder sted i næste uge. Det drejer sig om UNO Don Olympic e. Blue Hors Don Olymbrio/Del Piero og UNO Spotlight e. San Amour/Donnerhall, som er henholdsvis den femte og sjette hingst, de får udtaget, men alligevel er glæden lige stor hver gang.
UNO Don Olympics mormor, UNO Frederica e. Falkland, er selv mor til de kårede hingste UNO Don Diego og UNO Don Diablo, lige som hun er mor til guldmedaljehoppen UNO Donna Unique, der blev årets hoppe i 2007 og vandt UVM-guld i Verden for 6-årige dressurheste i 2010, så der er her tale om en yderst interessant hoppestamme. UNO Spotlight har også godt med præstationsblod i hoppestammen. Hans søster, bronzemedaljehoppen UNO Samantha, har netop vundet Prix St. Georges i USA med 75%.
Af de fire tidligere fire hingste, som Stutteri UNO har fået udtaget til hingstekåringen, blev de to kåret, en blev solgt på auktionen, og en blev solgt inden hingstekåringen i Herning. I år kommer begge unghingste under hammeren på auktionen ved hingstekåringen, uanset om det bliver kåret eller ej.
– Begge hingste er tilmeldt auktionen, da jeg ikke synes om at have hingste herhjemme, når de først har nået den alder, fortæller Joan Andreasen.
Selv om hun har to hingste med til Herning, forventer hun, at alt bliver som det plejer; super hyggeligt og lærerigt.
– Jeg glæder mig hvert år til en masse interessant hestesnak med en masse flinke hestefolk. Og så ellers bare total afslapning i fire dage, slutter Joan Andreasen.
Læs om Stutteri UNO og hvordan Joan Andreasen kom i gang med hesteavl. Du finder artiklen i magasinet Ridehesten 10/2007 s. 124.