Astrid Gemal udnævnt til landstræner

30-03-2017 13:39

Britt Carlsen

Berider Astrid Gemal skal fremover stå i spidsen for det succesfulde danske paradressurlandshold. Hun tiltræder stillingen som landstræner inden for kort tid

Copyright Ridehesten.com
Berider Astrid Gemal er ny landstræner for paradressurrytterne.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Berider Astrid Gemal er blevet udvalgt som landstræner for  det succesfulde danske paradressurlandshold i et imponerende felt af meget kompetente ansøgere. Hun overtager stillingen efter berider David Amager, der senest hjalp rytterne til tre medaljer ved de Paralympiske Lege i Rio. Som landstræner skal hun være med til at understøtte paradressurens positive udvikling og den ambitiøse målsætning om medaljer ved alle mesterskaber.

Stærkt ansøgerfelt
Der var et imponerende ansøgerfelt med både danske og udenlandske ansøgere til stillingen som landstræner i paradressur, hvilket i høj grad afspejler den positive opmærksomhed, der er omkring paradressuren, og det høje sportslige niveau. Ansøgerne havde alle stor faglig kvalitet og flere bød ind med en anderledes og spændende tilgang til jobbet. Det var derfor en fornøjelse, men også en stor udfordring for ansættelsesudvalget at udvælge de ansøgere, der skulle til samtale.

- Astrid Gemal imponerede os med sine menneskelige kvaliteter og høje faglige niveau, og hendes visioner om både at forny og bevare. Vi er sikre på, at Astrid med det særlige fokus at gøre de bedste ryttere bedre vil kunne hjælpe os med at komme endnu tættere på de bedste i verden samt skabe flere af de bedste ryttere, siger Michael Møllgaard Nielsen, Elite- og Teamchef i Parasport Danmark.

Nyheden fortsætter efter annoncen

En stærk profil i dansk ridesport
46-årige Astrid Gemal blev uddannet berider i 1994 og har mange års erfaring i ledelse, undervisning, og uddannelse af heste. Astrid har arbejdet i rideklubber i Jylland og på Sjælland, været selvstændig en årrække, og siden 2011 har den nye landstræner været tilknyttet dressurstalden Bang Dressage. Astrid Gemal er også selv aktiv dressurrytter med flere topresultater i national og international dressur og ikke mindst i unghestechampionaterne og ved VM for avlsforbund. Desuden har Astrid i flere år været dommer ved Dansk Ride Forbunds Championater for ungheste.

- Jeg glæder mig meget til at løfte arven som landstræner. Det er spændende at overtage et hold, der har vist så stor fremgang de seneste år, og jeg glæder mig til at være med til at forme rytterne og deres teams fremadrettet, siger Astrid Gemal. 

Kilde: DRF

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner