Camilla Tiefensee Schrøder
Hubertusjagten i Dyrehavens smukke natur har udviklet sig til en tradition for op til 40.000 tilskuere, som hvert år møder op og følger rytternes tur over stok og sten. Ikke mindst udspringet i Magasindammen og opløbet, som har mål ved det historiske Eremitageslot, er trækplastre. Og nu er der kun knap to uger til det går løs igen. Årets Hubertusjagt afholdes søndag den 5. november kl. 10, oplyser Sportsrideklubbens jagtledelse i en pressemeddelelse.
Hubertusjagten arrangeres af Sportsrideklubbens jagtledelse. Officialposterne rides i år af Henrik Friis og Chris Winther som ræve, hovedmaster er Mette Kaufmann og sidemastere er May-Britt Kattrup og Erik Laub. For ponyerne rider Katja Andersen master.
For jagtrytterne er Hubertusjagten afslutningen på en sæson, som er startet i begyndelsen af april, med jagter i Dyrehaven, i de Sjællandske skove og godser, samt tre jagter på Møllerup Gods og Søholt Hovedgaard på Djursland i september måned, i alt 24 jagter.
Royal præmieoverrækkelse
I år vil hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary og børnerne overvære Hubertusjagten, som starter kl. 10.00 ved Peter Lieps hus. Her vil May-Britt Kattrup fra hesteryg fortælle om dagens Hubertusjagt og dens historie og traditioner. Under hele jagten speaker Tina Pihl Fossing og Ole Rosdahl fra Eremitageslottet, så tilskuerne kan følge med i feltets færden og samtidig blive beriget med lidt historie om Dyrehaven og jagtridning.
Hubertusjagten adskiller sig fra de andre jagter bl.a., fordi der er opløb efter jagten. Kun 30 ryttere i det store felt har kvalificeret sig til opløbet efter selve jagten. I ponyfeltet må alle ryttere, som har fuldført fem jagter, ride opløb. Efter opløbet hyldes vinderne, og der er præmieoverrækkelse på trappen foran slottet. Vinderen af det store felt får overrakt Hans Kongelige Højhed Prins Henriks ærespræmie, som i år overrækkes af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary. Vinderen bliver desuden fejret ved en stor galla fest om aftenen med traditionelle ceremonier på den Kongelige Skydebane Sølyst i Klampenborg.
Kulturel verdensarv
Hubertusjagten i Dyrehaven har været afholdt den første søndag i november hvert år siden år 1900, dog med enkelte undtagelser under 2. verdenskrig. Hubertusjagten er en symbolsk videreførelse af de gamle parforce-jagter, som Dyrehaven oprindeligt er anlagt til. Det enestående stjerneformede stisystem, blev anlagt i 1680’erne af Christian V med det formål, at kongen kunne have udsyn over vildt, hunde og jægere i forbindelse med parforcejagter.
Her lod man hunde støve ræven op, og feltet fulgte hunde og ræv. I dag er der ingen jagthunde, og ræven er erstattet af ”forlorne” ræve i form af to erfarne ryttere, som rider forrest med rævehaler på deres røde ridejakker. Tempo m.m. styres af feltets master, som rider med høj hat.
Ovenstående historie er den direkte anledning til, at Dyrehaven i 2015 er optaget på UNESCOs liste over verdensarv.
Konkurrence for tilskuere
Som noget nyt i år har tilskuerne også noget at vinde, oplyser jagtledelsen:
– Støt afholdelsen af Hubertusjagten med 25 kr. og deltag i lodtrækning om 6 gavekort til en værdi af kr. 1.000 – 3 gavekort til Butik Karin Winther og 3 gavekort til Butik Kaufmann. Deltag ved at overføre kr. 25 pr. lod via MobilPay til 37080, mærket med navn og kontaktinformation. Vinderen bliver annonceret på www.hubertusjagt.dk den 8. november 2017.
For mere info se Sportsrideklubbens hjemmeside.