Årets første landsstævne i dressur

22-01-2024 20:30

Der er lagt op til nogle spændende hestedage i Esbjerg og Omegns Rideklub af 1985, der i den kommende weekend afholder årets første landsstævne i dressur for hest

Copyright Ridehesten.com
Anna Kasprzak og Danciero. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Torsdag aften i denne uge begynder hestetrailere og lastbiler at trille ind på stævnepladsen i Esbjerg, da der de efterfølgende 3 dage skal afholdes landsstævne i dressur. Stævnet tiltrækker som vanligt ryttere fra hele landet og klasserne spænder lige fra MB0 til Grand Prix Special, og der er derfor lagt op til flot ridning weekenden igennem.

Stævnet er årets første landsstævne i dressur, og der kan traditionen tro opleves debutanter på flere forskellige niveauer. I november måned blev det offentliggjort at den tidligere UVM-deltager, Highfive Fuglsang e. Grand Galaxy Win/ De Niro, var blevet købt til Sophia Boje Obel Jørgensen, og det bliver dermed første gang at de rider op ad midterlinjen sammen. 

Blandt de rutinerede seniorryttere vil OL-rytter Anna Kasprzak være til start på UVM-guldvinderen Danciero e. Dancier/ Floriscount  i Intermediare I og ikke mindst på Everian L e. Everdale/ Hochadel (opdr. Karsten Bundgaard), som skal debutere i Grand Prix på landsplan. I sommers havde  Anna Zibrandtsen, der tidligere har redet EM, Grand Prix-debut på talentfulde Lumiére e. Floricello/Gigolo og de får ligeledes debut i søndagens Grand Prix Special.

Startlister til stævnet.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner