Anne Mette Safft genopliver distance på Bornholm

12-10-2020 10:41

Merete Haahr

På hesteryg i Danmarks smukkeste natur, gennem sprækkedale, klippefremspring og borgruiner, forbi dybe skovsøer og rokkesten. Alt det kunne deltagerne opleve, når de deltog i Bornholms Distancestævne søndag den 11. oktober 2020, som gik gennem det kuperede terræn i Almindingen skov på Bornholm

Copyright Ridehesten.com
Anne Mette Safft stod for at arrangere Bornholms Distance stævne Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Bornholm byder på spændende rideruter, og der er mange ryttere på øen, som nyder at være aktive i naturen. Arrangøren af stævnet,  Anne Mette Safft, fra stutteri Birkely på Bornholm,  er selv en aktiv sportskvinde, bekendt med ekstrem sport. Hun har besteget bjerge og løbet Ironman, og svømmet gennem oprørt hav til Christiansø. Hun har aldrig redet distance før, men følte, at distanceridning kunne være en spændende udfordring. 

Hun skrev derfor en mail til Dansk Ride Forbund, og fortalte, at hun havde et brændende ønske om at starte distance op på Bornholm. 

Inden hun fik set sig om, kom repræsentanter fra rideforbundets distanceudvalg på besøg, og så blev der for alvor sat gang i planlægningen. 

Anne Mette fik udleveret en distance manual med vejledning og tips og tricks til hvordan man planlægger et distancestævne. Til at begynde med, havde hun kun planlagt en enkelt LC rute på 20 km, men da hovedparten af deltagerne var børn, valgte de at lave en 9 kilometers LD rute, så alle kunne være med. 

I starten var det lidt småt med tilmeldingerne, få uger inden start var det kun blevet til seks tilmeldte. Det var som om alle ventede på at se hvem der tilmeldte sig, forklarer Anne Mette.

Copyright Ridehesten.com
Distance stævnet tog udgangspunkt i travbanen på Bornholm Foto: privat

For at få flere deltagere, sendte hun personlige beskeder ud til alle hun kendte, og det gav resultater. De kom op på 30 tilmeldte deltager, men fire måtte melde afbud af forskellige årsager, så i alt 26 ekvipager gennemførte løbet. 

Copyright Ridehesten.com
Der var både en lang rute på 20 km og en kortere på 9 km. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Flere lokale firmaer har støttet op om arrangementet, og de har modtaget et væld af sponsorgaver og mange lokale talenter har selv gjort en indsats for, at det hele skulle blive vellykket. Blandt andet kunne stævnedeltagere fra andre dele af landet få en gratis overnatning  på hotellet i Åkirkeby i forbindelse med stævnet.  Desuden fik alle deltagerne en velkomstgave og arrangørerne kunne uddele flotte præmier til rytterne.

Det lokale atletikforbund havde sponsoreret markeringerne til ruterne, således at rytterne ikke behøvede at medbringe kort under ridtet. 

Copyright Ridehesten.com
Alle kunne deltage, både unge og gamle Foto: privat

De var så heldige at få en dygtig speaker til at stå for underholdningen, og han spillede musik og fortalte med klingende Bornholmsk accent lidt om de forskellige rytterne efterhånden som de kom i mål.

Alt i alt var det en stor succes og Anne Mette Safft er åben for at udvikle distanceridningen på Bornholm, og vil meget gerne stå for flere fremtidige arrangementer.

Copyright Ridehesten.com
Bornholm byder på smuk natur og spændende seværdigheder Foto: Privat

Bornholm er jo tilgængeligt for både svenske og norske ryttere så der kunne være en god mulighed for i samarbejde med rideforbundet at lave et nordisk distanceridt engang i fremtiden, slutter Anne Mette Safft. 

Læs meget mere om Distancesporten i Danmark  i oktobernummeret af Magasinet Ridehesten

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner