Britt Carlsen
I dag er det tid for den lille finale – trøstfinalen for de ekvipager, som ikke kvalificerede sig direkte til finalen ved UVM i Verden for de 5-årige heste. Desværre kom ingen af den danske heste (på nær gårsdagens vinder Sezuan redet af tyske Dorothee Schneider) direkte ind i finalen.
I skrivende stund er vi halvvejs i klassen og det er Anne Troensegaard og den danskavlede trakehner Litvienko Sjælstofte e. Imperio, som fører klassen med 8,35 points. Anne havde et par dyre fejl i galopprogrammet, mens hun viste et særdeles smukt og mere dynamisk travprogram i dag. Om parret sagde dommerne bl.a.: En vidunderlig trav, super over ryggen i god balance, stor bæring. Skridten god og gennem kroppen i klar takt. Galoppen i klar tretakt men ikke så afspændt som traven. En ridelig hest med stort potentiale: 9,2 – 9,0 – 7,7 – 7,4 – 8,4 i alt 8,34.
Om parret Uno Double Cream e. Uno Don Diablo redet af Thomas Lassen sagde dommerne: En hest med en dejlig letfodet trav med stor skulderfrihed, men uregelmæsig bag i vendingerne, skridt i klar rytme med med lidt spænding. Galoppen op-ad-bakke i klar rytme. En hest med potentiale. 7,5 – 7,8 – 8,2 – 8,0 - 7,8 – i alt 7,86.
Også Sanne Henningsen har været på banen med Gasolin e. Blue Hors Doolittle og ligger på foreløbig tredjeplads. Om hesten sagde dommerne: En hest med en god trav i klar rytme, men mere aktivitet og op-ad-bakke tendens ønskes. Skridt med klar 4-takt. Galop i klar rytme men mere op-ad-bakke ønskes i samlet galop. En lydig hest med konstant kontakt på tøjlen. 7,6 – 8,5 – 8,2 – 8,4 – 8,0 i alt 8,14.
Følg klassens resultat HER