Anna Aaby lever ikke mere

19-11-2013 17:04

I en alder af 85 år døde Anna Aaby i søndags. Hun har i en menneskealder arhejdet med dansk sportshesteavl

Copyright Ridehesten.com

Anna Aaby var datter af den svenske privatpraktiserende læge og europæisk anerkendte hippolog, Arvid Aaby Ericsson, som var med til at grunlægge den moderne ridehesteavl i Sverige. Blandt andet udførte han efter verdenskrigen et større detektivarbejde og fandt frem til adskillige trakehnere fra Hauptgestüt Trakehnen, som først var blevet ført til Tyskland med russerne i hælene. Svensk hesteavl og i høj grad den danske fik glæde af disse trakehnerhingste. En af disse hingste var Heristal, hvis sønner Herzog, Morzart og Pilar virkede i Danmark. Arvid Aaby Ericsson var æresmedlem af Dansk Varmblod og en række andre europæiske avlsforbund.

Anna Aaby fortsatte, hvor faderen slap med import af trakehnere fra Tyskland og shagyaarabere fra Ungarn. Anna importerede bl.a. trakehnerhoppen Pyramida af Pilotka-stammen Dennes hingsteføl e. Gunnar blev kåret i det tyske trakehnerforbund i 1972 som den første kårede trakehnerhingst avlet uden for Tyskland.

- Det var det største øjeblik i mit liv. Jeg sad med min far i hånden og var stolt og rørt, citeres Anna Aaby i magasinet Ridehesten 10/98 i en artikel skrevet i forbindelse med hendes 70 års dag.

Tilbage i 1936 importerede Anna Aabys far shagyahoppen Judit, som grundlagde familie nr. 38, der har fået stor betydning i Sverige og som i øvrigt har afkom registreret i både DV og TAF. Anna fortsatte arbejdet med shagyærne og var æresmedlem i forbundene i Danmark, Sverige og Norge, lige som hun har været shagya dommer over hele Europa samt i seks stater i USA.

Anna Aaby var med fra Dansk Varmblods spæde start i 1962, da det hed DSA (Dansk Sportsheste Avlsforbund) og stambogsførte for DSA og senere DV hjemme i sin dagligstue i Nærum. I perioden 1964-1988 var hun også stambogsfører for ponyracerne i Danmark, men da Landsudvalget flyttede fra Akselborg til Skejby, valgte hun at blive på Sjælland.

Fra starten af firserne fungerede Anna Aaby som disciplinær kontrol ved araberskuer i ind- og udland. Det gik ud på at afsløre alt fra dårlig behandling af hestene til doping og lovlig kirurgisk eller kosmetisk forskønnelse af hestene. Hestevelfærd var en hjertesag for Anna Aaby.

Anna Aaby har selv i mange år avlet trakehnere på sin ejendom i Kagerup, indtil hun pga. alvorlig sygdom var nødt til at skille sig af med ejendommen og flytte til et plejehjem i Helsinge. æret være hendes minde.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner