Andreas Schou: Darc er i topform (video)

23-07-2021 10:36

Annika Knudsen Lorentsen

I disse dage er Andreas Schou i karantæne i Aachen, sammen med sin OL-hest Darc De Lux. Inden længe går turen til Tokyo, men for nu træner ekvipagen i det tyske, og Andreas fortæller, at de begge er fyldt med selvtillid, og at Darc virker til at være helt i topform - og det ses da også på videoen fra gårsdagens springtræning i Aachen

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Darc De Lux træner disse dage i Aachen, hvor formen finpudsen inden afrejse til Tokyo. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Inden længe går turen til Tokyo for endnu en dansk superekvipage, for her er det nemlig Andreas Schou og den 10-årige Darc De Lux e. Darco/Contender (opdr. Morten Augistinus), der som den sidste danske ekvipage skal rejse til legene i Tokyo, hvor de danske dressurheste, samt militaryhesten Fascination allerede er ankommet. 

I disse dage træner Andreas og Darc De Lux i Aachen, hvor de skal tilbringe et par dage mere i karantæne inden flyet for springhestene har afgang mod Japan. I går var der springtræning på programmet, hvor Andreas og Darc De Lux fik mulighed for at træne under de store projektører på banen i Aachen, og det er god træning inden OL, hvor klasserne også afvikles i aftentimerne (japansk tid). 

Copyright Ridehesten.com
Darc De Lux bliver virkelig forkælet af groom Hanna Carlsson, som tager sig af ham i Aachen, og senere, når han lander i Tokyo. Foto: Privat

– Darc føles fantastisk hernede, og han er i super god form, fortæller Andreas, og fortsætter: 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Han er en fantastisk hest at arbejde med, han er super forsigtig, og så stoler du virkelig på ham. Han vil så gerne være fejlfri, og derfor er du helt tryg, når du rider på banen på ham. Han er super cool og kigger ikke på noget, sådan har han altid været. 

I går fik Andreas og Darc De Lux, som nævnt mulighed for at springtræne i Aachen, og det kan I se en række videoklip fra nedenfor, som Andreas har delt på sin Instagram. 

Copyright Ridehesten.com
I går blev der mulighed for at springe "under the lights", hvilket er god træningen inden Tokoy, hvor springklasserne også afvikles i aftentimerne. Foto: Privat

Darc De Lux flyver mod Tokyo natten mellem den 25. og 26. juli, mens Andreas' groom Hanna Carlsson flyver allerede i morgen, for at hun kan være klar til at tage i mod den velspringende hest, når han ankommer til OL-stalden. Andreas selv flyver den 28., hvorefter de allersidste forberedelser går i gang, inden ekvipagen får mulighed for at ride en opvarmningsspringning den 1. august. Den individuelle konkurrence går i gang den 3. august, mens det afgøres den 4. august i en finale, hvor de 30 bedste ekvipager får plads. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner