Britt Carlsen
- Efter stævnet i Lummen (Belgien) kørte min hestepasser ind til vores tyske dyrlæge med Anima for at få lavet et helt almindeligt sundhedstjek, inden hun blev kørt hjem i stalden, fortæller en tydeligt mærket Thomas Sandgaard. Den sensitive hoppe reagerede voldsomt, da dyrlægen ville foretage en bøjeprøve. Hun rejste sig og væltede bagover med det resultat, at hun med stor kraft slog hovedet i gulvet. Det gav nogle kvæstelser, som det desværre ikke lykkedes for dyrlægerne at få styr på, og hoppen måtte aflives. - Det var ikke lige med i planerne, fortalte Thomas med opgivelse i stemmen dagen derpå. Han har haft Anima i 3-4 år og sammen med hende har han fejret triumfer internationalt, både individuelt og på det succesfulde danske landshold i Nations Cup-turneringen. Thomas har mistet sin tophest, og det danske springlandshold har mistet en fighter af helt usædvanlig karakter.