Mathilde Brejner
Vores svenske naboers heste er ramt af den grimme abortvirus EHV-1, der allerede har taget livet af flere rideheste. Nu opfordrer driftsleder fra smitteramt rideklub til, at alle tænker sig om, før de flytter hesten
- I aften har sygdommen taget endnu en af Skånsta Ryttares heste. Vi er vældig trætte i krop og sjæl, og bekymring og frygt æder os op, skriver Ann Borglund Gustafson, driftsleder, Skånsta Ryttare, på Facebook efter at endnu en hest har mistet livet til abortvirus.
Den første hest på Skånsta blev syg og mistede livet i begyndelsen af januar, men en fejl ved Universitetsdyrehospitalet i Uppsala betød, at der gik elleve dage, før rideklubben fik besked om, at det var den farlige EHV-1, der lå bag dødsfaldet, skriver tidningenridsport.se
En ny dag i helvede er startet
Ann Borglund Gustafson skriver, at 50 % af hestene har været syge af EHV-1, hvoraf 30 % har haft den neurologiske form. Heraf er 10 % døde af sygdommen.
- Jeg har taget imod råd fra Tyskland og Irland for at stoppe infektionen, men det kan jeg ikke. Vi har hver dag fået nye tilfælde af syge heste. Jeg håber og tror, at alle der ser, hvor slemt det kan gå, når en smittet hest kommer på besøg i stalden, tænker sig lidt ekstra om, inden man tager afsted med sin hest til konkurrence, træning eller dyrlæge. For der er vel ikke nogen, der tager sin hest med fra stalden, hvis en anden hest i stalden har haft feber inden for de sidste tre uger, elller???!, skriver Ann Borglund Gustafson i sit Facebookopslag, som er delt 1400 gange og har over 2100 likes.
Hun afslutter sit opslag med at skrive, at alle der tager heste med til forskellige steder, skal tage et større ansvar for at være med til at stoppe smittespredning.
”En ny dag i helvede er startet,” afslutter Ann Borglund Gustafson sit Facebookopslag med.
Inkubationstiden er mellem to og 10 dage. Det er i øjeblikket ikke muligt at vaccinere sin hest mod EHV-1 med lammelsessyndrom.
Kilde: Netdyredokter.dk