Åbent hus på Birkelunden

30-05-2010 11:09

Britt Carlsen

- Det har jeg ventet på længe, sagde Lotte Vagner bl.a. i sin velkomsttale til omkring 200 indbudte venner og forretningsforbindelser, da hun officielt åbnede sit smukke ridecenter på Kongevejen - opdateret med web tv

Solen slog smut i søen foran ridehallen og staldene og de mange rododendron blomstrede i bedene omkring Lotte Vagners smukke ridecenter Birkelunden, der ligger naturskønt placeret på Kongevejen nær Fredensborg. Lotte Vagner havde inviteret omkring 200 venner og forretningsforbindelser til den officielle åbning af ridecentret. Hun takkede især to personer, for at have gjort hendes drøm om eget ridecenter muligt; sin mand Ole Vagner for støtte og opbakning både personligt og økonomisk og sin ”legekammerat” Andreas Helgstrand for hans venskab og store faglighed, som hun værtsætter højt. Det var da også Andreas Helgstrand som forklarede for publikum, hvordan han uddanner sine ungheste, og så viste han de to tophopper Polka Hit Nexen ejet af Berit Nielsen og Uno Donna Unik opdrættet og ejet af Stutteri Uno ved Rønde. De to hopper, på henholdsvis 6 og 8 år imponerede i høj grad. Uno Donna Unik, der sidste år vandt VM sølv i dressur i Verden har udviklet sig med stormskridt. Den smukke hoppe fylder noget på en dressurbane, og hun viste tre imponerende, rummelige og taktfaste gangarter og stor ridelighed. Hun har verdenspotentiale og hun kan blive et stærkt dansk kort ved VM i Verden i år. Polka Hit Nexen, der vandt VM sølv som 6-års i Verden, er rigtig godt på vej mod Grand Prix. Hendes passage er imponerende, stor og rummelig med masser af løft og energi. Hendes store, rummelige travbevægelse og flotte passage har dog stået noget i vejen for hendes forståelse af at lave en piaffe, fortalte Andreas. Hun har haft vanskeligt ved at forstå, at hun i piaffen skal tage mindre og hurtigere skridt på stedet, men parret viste, at piaffen nu også er ved at være på plads. Og serierne er fejlfrie og lige, det skal blive rigtig interessant at følge hende og Andreas, når de debuterer i Grand Prix. Lotte Vagner red afslutningsvis på banen med Solero og til publikums begejstring viste Lotte og Solero sammen med Andreas og Polka Hit Nexen en flot pas de deux, som afslutning på knap to timers opvisning.

I april udgaven af magasinet Ridehesten bragte vi en stor reportage fra Lotte Vagners smukke ridecenter.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner