Aalborg Dressage Event 2016

03-03-2016 07:28

En opfølgning på sidste års succesfulde afvikling af NBC leder nu til et nyt internationalt dressurstævne i det Nordjyske 

Copyright Ridehesten.com

Sportsrideklubben Aalborg inviterer til Aalborg Dressage Event 2016; et kombineret CDI3* og landsstævne, der afvikles d. 20.-22. maj 2016. Stævnet er en ny satsning, som klubben har igangsat oven på et særdeles vellykket Nordisk Mesterskab i 2015. Allerede sidste år var der forespørgsler fra andre lande end de nordiske om at deltage, så arbejdsgruppen har valgt at arrangere et nyt dressurevent i det nordjyske.

ADE afvikles i weekenden efter Odense Horse festival, og der er selvfølgelig mulighed for at drage direkte videre fra Odense til Aalborg, hvor staldfaciliteter vil stå klar. ADE vil sætte fokus på, det som Sportsrideklubben Aalborg er bedst til, nemlig at skabe en hyggelig atmosfære i en klub med fredede, stemningsfulde bygninger, lige op til skov og naturstier, samt en moderne stævneplads med faciliteter til at afvikle et perfekt stævne for både deltagere, frivillige og publikum.

Nye fiberbaner

Med hjælp fra Aalborg Kommune og klubbens sponsorer vil klubben få anlagt udendørs bane med fiberbund, som vil komme i brug til CDI stævnet. ”Det er netop ved at afvikle disse stævner, at vi kan tiltrække sponsorer til at lave markante forbedringer for klubbens medlemmer, også når stævnet er over”, fortæller klubbens kasserer Carsten Aagaard og fortsætter ”I dag er baneforholdene afgørende for, om de professionelle ryttere kommer til stævnerne, så Sportsrideklubben Aalborg ønsker at satse på de bedste forhold”. Også klubbens chefberider er glad for initiativet: ”Vi ønsker at være attraktive for de internationale ryttere, og derfor tager vi initiativ til at forbedre vores baner yderligere” fortæller daglig leder og chefberider Nikolai Kowalski.

Hvad kan du forvente til ADE?

CDI3* Stævnet henvender sig primært til seniorerne med fokus på lille-  og store tur, hvor landsstævnet har kvalifikation til ECCO Cup for U25, der afvikles under stævnet, samt en Aalborg Kommune Cup for junior og youngrider. Dermed vil der være noget for alle aldre og flere sværhedsgrader med hovedvægt på grand prix klasserne. Søndag skal der bl.a. rides kür, og alle kan glæde sig til et tætpakket program med flot dressur.

De inviterede lande er bl.a. Norge, Sverige, England, Polen Spanien, der alle kan stille med tre deltagere. Danmark kan stille med flere, og det er talentchef Kimi Nielsen, som fordeler ryttere til stævnerne. Der gives wildcard fra både Dansk Rideforbund og FEI, som gør at vi ikke helt kender nationaliteterne endnu. Landsstævneklasserne, som afvikles sammen med de internationale klasser, er dog åbne for alle, der er kvalificeret. ”Vi har store forventninger til Aalborg Dressage Event, som kan give vores danske ryttere mulighed for at ride internationale stævner under hjemlige forhold” fortæller stævnets sportschef Jesper H. Hansen, der er i fuld gang med at planlægge stævnet, finde officials, dommere og skrive schedules. Og Jesper har ikke haft svært ved at finde de rette personer til posterne, så i Aalborg er man godt på vej til at tage imod de 140 ekvipager, deres hjælpere, de mange frivillige og publikum.

/Pressemeddelelse. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner