Britt Carlsen
Dansk Ride Forbunds repræsentantskabsmøde var i år flyttet til nye, lyse og anderledes rammer på Hotel Legoland. Forbundet har knap 1200 repræsentanter, men da kun godt 300 af dem var mødt frem til det årlige repræsentantskabsmøde, så var repræsentantskabet, heller ikke i år, beslutningsdygtigt. Mødet blev indledt med at mindes de nøglepersoner i Dansk Ride Forbund, som ikke er mere, inden forbundets formand Ulf Helgstrand aflagde hovedbestyrelsens beretning. Den blev fulgt af bragende klapsalver – ingen spørgsmål – og da Ulf Helgstrand senere på dagen var på valg (uden modkandidat) så gav forsamlingen deres uforbeholdne støtte til formanden. Selvom diskussionslysten var stor, og indlæggene fra forsamlingen mange, under eftermiddagens debat, så blev mødet holdt i en god tone.