Thomas Bach Jensen
Den australske dressurdiva, Simone Pearce, har de seneste år boet i Europa, hvor hun er blevet særlig kendt igennem sit job hos Helgstrand Dressage. Hun har fornyligt startet nyt job i Tyskland og var i sidste uge i Australien som gæsterytter ved de australske mesterskaber, og det blev en skelsættende oplevelse for hende.
Hesten, hun red på, kollapsede og døde på stedet, og i faldet landede den på Simone Pearce, der blev fragtet til intensivafdelingen med et brækket kraveben, seks brækkede ribben, en punkteret lunge og en blodansamling i maven. I dag er det en uge siden, og Ridehesten.com har talt med hende:
– Jeg er tilbage ved fuld bevidsthed og har det allerede bedre, selv om jeg har mange smerter, fortæller hun.
Efter seks dage på hospitalet i Sydney blev hun udskrevet i går, hvor hun blev hentet af sin mor. De er nu på vej i bil på en ti timers køretur til moderens hjem i Victoria, hvor Simone skal hvile og komme sig, mens hendes tilstand overvåges af lokale læger for lungeinfektion og punkteret lunge.
– De kan endnu ikke sige, hvornår jeg kan ride igen. Med otte brækkede knogler er det svært at forudsige, hvordan og hvor hurtigt de vokser sammen. Men som tidligere på året, hvor jeg brækkede en arm, er jeg optimistisk og håbefuld omkring at komme tilbage i sadlen hurtigst muligt, fortæller Simone.
– Jeg har sat mig for, at jeg skal være tilbage og ride hingstene i Sprehes hingsteshow i starten af februar måned og derefter skyde stævnesæsonen i gang, lyder det meget optimistisk fra Simone.
– Jeg føler mig dog stadig temmelig traumatiseret efter oplevelsen. Når jeg tager i betragtning, hvor alvorligt min brystkasse blev kvæstet, så er jeg bare taknemmlig for, at jeg ikke ender med flere langvarige skader. Det får én til at værdsætte hver eneste dag, slutter Simone fra Australien.