6 ting, der gør enhver rytter flov

26-07-2015 11:22

Der er ifølge britiske Horse and Hound seks ting, der vil gøre enhver rytter flov. Læs dem herunder og se, om du er enig

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto.

1. Hestepærer i dressurprogrammet
Du ved det godt; du skal bare ride videre og ikke lade hesten stoppe, men når hesten pludseligt udsender en højlydt prut for hvert trin på vej op ad midterlinjen eller fordeler hestepærer på hele diagonalen, så kan det godt være svært at bevare et værdigt udtryk i ansigtet.

2. Hvide ridebukser
Der er masser af gode grunde til, at mange mennesker i vid udstrækning forsøger at undgå stramme, hvide bukser, og én af dem er synligt undertøj. Derfor kan de stramme, hvide sommerridebukser, der måske alligevel var for tynde i stoffet godt være en udfordring – især, hvis du er kommet afsted i røde blondetrusser eller de ellers så behagelige trusser med ’Hello Kitty’.

3. Hesten i trafikken
Der går ellers lige så fint derudad og både du og hesten nyder rideturen og den friske luft, da hesten pludseligt får øje på en meget ”farlig” sten og bruger de næste 10 minutter på at stoppe al trafik i bedste River Dance-stil, mens du intet kan gøre, udover at sende undskyldende blikke til de tydeligt irriterede medtrafikanter.

4. Mislykkede forsøg på at imponere
Det er endelig lykkedes for dig at lokke (eller nærmere tvinge) dine ikke-hestevenner med ud i stalden, så du kan vise dem din hest. Du er naturligvis stolt af den og praler gerne med, hvor rolig den er og hvor godt jeres indbyrdes forhold er. Det varer lige indtil den netop den dag vælger at bide dig eller pludseligt smide dig af foran de nøje udvalgte tilskuere – så ved du ikke, om det er kroppen eller stoltheden, du har mest ondt i.

5. Fald under æresrunden
Yes, du vandt klassen! Nu kan du endelig lade dig hylde af de mange tilskuere under æresrunden, hvis det da ikke lige var fordi, at rosetten og tilskuerne skræmte din hest så meget, at den stak af og ”tabte” dig midt inde på banen.

6. Fald i vandgraven
Én ting er at falde af foran tilskuerne. En anden ting er altså at falde af midt ned i vandgraven, og slæbe dig selv gennemblødt ud af banen.

Kilde: Horse and Hound

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner