Thomas Bach Jensen
Dagens helt store vinder var Mia Hastrup og hesten Odin, som ikke bare blev individuel Nordiske Mestre for seniorer men også vandt den åbne internationale klasse CIC2* og var med på det vindende danske seniorhold. Det danske seniorhold med Mia Hastrup, Lærke Larsen, Louise Nielsen og Anne-Dorte Møller vandt suverænt guld foran Sverige og Norge. I Ponyklassen var det også det danske hold med Mai Kaas, Benjamin Jørgensen, Lecia Remmevad og Christina Sand Bygge, som løb med guldet. Kun i Junior/Youngrider klassen kunne en anden nation slå danskerne – her vandt Finland nemlig foran Danmark , som fik sølv og med Sverige på 3. pladen. Danmark var også meget svær at komme forbi i de individuelle mesterskaber hvor Mia Hastrup og Odin i seniorklassen red guldet hjem med en fejlfri runde på springbanen. Der var også guld til Camilla Sæbø-Hansen på Zansibar i Junior/Youngrider klassen. Camilla har kun redet Zansibar i to måneder så det er en meget flot præstation, der lover godt for fremtiden. I ponyklassen var Mai Kaas urørlig og vandt fortjent mesterskabsguld med ponyen Midnight. Ud over mesterskabsklasserne bød stævnet også på to åbne, internationale klasser. I CIC1* vandt svenske Therese Viklund med hesten Mocca S.E. foran danske Camilla Sæbø-Hansen. CIC2* havde Mia Hastrup øverst på sejrsskamlen foran svenske Sara Nilsson. Se alle resultater på stævnets hjemmeside og for de individuelle klasser på DRF Live.