Thomas Bach Jensen
Årets tredje og sidste kvalifikation af ECCO Cup for ponyer inden finalen den 25. - 27. november på Blue Hors blev i denne weekend afviklet under Solrød Rideklubs landsstævne i dressur for ponyer. I dag er kürklasserne afviklet, og dermed er det endelige resultat af kvalifikationen afgjort.
I dag kategori 2 blev det til en meget sikker sejr til Ingeborg Elizabeth Schou og den 14-årige FS Calimero e. FS Dior de Luxe fra Nørre Åby. De leverede i gårdsdagens PRT et ridt til 71,496%, mens de i dag for deres Kür opnåede 76,167%, hvilket gav dem et samlet forspring på knap fem procent.
På andenpladsen i kvalifikationen kommer Silje Bjørk Gram og den 10-årige Thers Royal Booster e. Brynithon Feifon/ Thorneyside The Terminator fra Kirstinelund Sportsrideklub, som sluttede på en samlet sum på 142,579 procentpoint. Tredjepladsen gik til Sofia Rosenkilde og den blot 8-årige Timms My Fritz e. Grenzhoehes My Fireball/ Orchard d'Avranches fra Højris Rideklub med 142,200 procentpoint.
Samlet resultat i kvalifikationen for kat. 2.
I kvalifikationen for kategori 1 besatte Cornelia Munch Sinding fra Midtsjællands Rideklub både første- og tredjepladsen. Hun vandt med komfortabel distance med den 13-årige Terbofens Charico e. Chavari og opnåede samlet 155,298 procentpoint efter sejr begge dage. Samtidig blev hun nr. 3 med den 15-årige pony AJ Don't You Forget About Me AJ e. FS Don't Worry/ FS Golden Highlight (opdr. Maria Astrup Jensen) med 149,458 procentpoint
Andenpladsen i kvalifikationen for kategori 1 gik til Anna Munkebo og den 11-årige Tackmann's Cookie e. Can Dance/ Neckar fra Struer-Thyholm Rideklub. De opnåede samlet 149.742 procentpoint.
Samlet resultat i kvalifikationen for kat. 1.
Stævnets start- og resultatlister.