19 år og still going strong

30-09-2024 06:18

Trakhnerhingsten Aston Martin, der sammen med sin faste rytter Christiane Koefoed blev nr. 7 i denne weekends Bundgaard Byg Cup-kvalifikation, har et helt usædvanligt CV

Copyright Ridehesten.com
Helene Melsen og Aston Martin ved Word Cup-stævnet i 2021. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Aston Martin e. Monteverdi/ Sixtues/ Blue Hors Silver Moon er opdrættet af Lone H. Andersen og Johnny N. Sørensen, som også har avlet hans mor og mormor. I Danmark er han kåret i både TAF og DV. I sine yngre år blev han redet af John Hvalsøe Saul, der uddannede hingsten fra championatsklasser til S-dressur. I 2014 debuterede han Aston Martin i Intermediaire II, og samme år blev hingsten erhvervet af dressurrytter Helene Melsen.

Det er med Helene Melsen, som stadig ejer Aston Martin, at han har opnået sine største succeser. Sammen har de fem gange startet DM i dressur for seniorer, og alle fem gange er de endt i top-10, hvilket i sig selv er en særlig præstation. Da Helene pensionerede Aston Martin fra Grand Prix, var han 16 år og havde intet mindre end 86 Grand Prix’er på samvittigheden, og mere end halvdelen af dem (49) ved internationale stævner.

Helenes underviser, berider Michael Søgaard, under viser også 30-årige Christiane Koefoed, som har lånt Aston Martin og har startet stævner på ham det seneste par år. 

Copyright Ridehesten.com
Aston Martin og Christiane Kofoed fotograferet i 2023. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard

Da Helene i 2022 spurgte, om jeg ville overtage Aston, gik en drøm i opfyldelse for mig, og jeg har siden haft ‘fuld tid’, som var han min egen. Målet er primært at holde ham glad, frisk og fit, hvilket vi gør gennem mange timers fold dagligt på stor græsfold, en masse strigling, klap og gulerødder og blandet træning, herunder dressur ved Michael. Han har en enorm gålyst og elsker at være til stævne; det er helt rørende, hvordan han giver alt, hvad han har og har gjort det for flere ryttere, fortæller Christiane Koefoed.

Nyheden fortsætter efter annoncen

 – Vi blev nr. 4 til Bundgaard Byg Cup på Hovgaard og nr. 7 i Solrød denne weekend, så jeg tror, at vi er i finalen, hvilket var vores sportslige mål for i år. Aston er stadig super super frisk, og samtidig er han som en labrador i hestekrop; utrolig madglad, meget social og elsker opmærksomhed og at have mennesker omkring sig. Han er stadig fræk, men samtidig godmodig, kærlig og altid en kammerat på stævnebanen, slutter Christiane.

Michael Søgaard, som har undervist både Helene og Christiane på Aston Martin – først på Grand Prix-niveau og nu på Lilleturs-niveau – understreger, at det er en hest, der igennem årene er blevet passet og plejet og dagligt har nydt mange timer på fold og lange ture i naturen flere gange om ugen.

Han er et godt bevis på, at en hest ikke tager skade af at bestille noget, men kun tager skade af at bestille noget forkert!

I avlen ser vi lige nu Aston Martins navn som morfar til hingsten Hallifax Lyng, der i Danmark ligeledes er kåret i både TAF og DV.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner