16-årige Caroline Knudsen klar til championatsfinale

16-10-2021 14:22

Annika Knudsen Lorentsen

Unge Caroline Knudsen deltager med den 4-årige Diva. R, som ejes af Inge Merete Godsk, her ved Pavo og Dansk Ride Forbunds championatsfinaler på Blue Hors og ekvipagen er finaleklar til stor glæde for både rytter og hesteejer. Caroline fortæller, at hun er taknemmelig for at få lov at ride Diva, og at hun glæder sig til finaleklassen

Copyright Ridehesten.com
Caroline og Diva. R red fejlfrit i begge kvalifikationer og opnåede henholdsvis 8,2 og 8,3 i karakter. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Den velspringende Dansk Varmblodshoppe Diva. R e. E Bøgegårdens Dicapo/Cassini II (opdr. Jhonna Ry og Peter Olsen) er en af de kvalificerede 4-års heste til championatsfinalen i springning senere i dag på Blue Hors. 

Hun rides af bare 16-årige Caroline Knudsen, som rider hende for ejer Inge Merete Godsk, hvis egne børn Alexander og Lærke Godsk også er aktive ryttere. 

Hun er meget ridelig og en rigtig sød hest, som er nem, særligt i forhold til, at hun er så ung [Caroline Knudsen]

– Lærke og Alexander har begge meget at se til med skole og derfor er deres fokus på de heste, de har, som går de større stævner. Derfor har jeg Caroline til at ride hende. Jeg har altid snakket meget med hendes forældre, da det var dem jeg købte Kamaro Van Orchids, som Lærke vandt udendørs DM på, af, fortæller Inge og fortsætter: 

– Det var egentligt meningen, at jeg skulle hjælpe avleren Jhonna med at sælge Diva, men det endte jeg, at jeg selv købte hende. Mit hjerte er i sporten og jeg elsker den og det at se udviklingen hos Caroline og Diva giver mig stor glæde. 

Caroline er glad for muligheden
Med god opbakningen fra sine forældre, som begge er ryttere, er Caroline trods sin unge alder en særdeles dygtig rytter, og det har hun nu også vist ved at kvalificere sig til den endelige 4-års finale med Diva. 

– Jeg er meget glad for, at jeg har fået lov at ride hende. Jeg manglede lidt noget at ride på og så var Inge sød at lade mig ride hende, fortæller Caroline, som fortæller at den unge hoppe er meget sød og nem:

– Hun er meget ridelig og en rigtig sød hest, som er nem, særligt i forhold til, at hun er så ung. Hun gør det hun skal og søger altid frem mod springene. 

Man kan være tryg ved, at de ved noget om, hvordan hesten skal uddannes [Inge Merete Godsk]

Carolines far er berider Kim Knudsen, og han er selvfølgelig også med ved finalestævnet for at hjælpe, og det er noget, der glæder Inge. 

– Hun får god hjælp af hendes forældre, og det, at hendes far er uddannet berider, vidner jo også om, at man kan være tryg ved, at de ved noget om, hvordan hesten skal uddannes, fortæller hun. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline Knudsen og Diva. R. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

En stor oplevelse
Det er første gang, at Caroline er her på Blue Hors og selvom hun før har redet store stævner, så er det en stor oplevelse at være her. 

– Jeg har været på children-landsholdet og så har jeg lige redet indendørs DM for junior, men det er første gang, at jeg rider her og det er en stor oplevelse. Det er spændende at se de andre unge heste og også meget lærerigt, fortæller hun og fortsætter: 

Jeg glæder mig til at ride igen og håber selvfølgelig, at jeg kan gøre det ligeså godt. Vi havde faktisk slet ikke regnet med, at jeg ville være her ved finalestævnet, så at vi skal ride selve finalen er vi godt tilfredse med og vi har ingen forventninger udover, at vi gør det bedste vi kan. 

Caroline fortæller, at næste mål efter championatsfinalerne er Egnethedstesten i Dansk Varmblod, og forhåbningen er da, at få en kvalifikation til Unghestechampionatet til marts i Herning i hus. 

– Jeg håber, at jeg kan kvalificere mig til Herning, det ville være en stor oplevelse.

Se startlisten for 4-års finalen HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner