100 heste døde på embryo-transfer farm

12-10-2008 02:54
I løbet af de seneste 10 dage er henimod 100 hopper og føl døde på en gård udenfor Summersfield i Florida. Dødstallet er uden fortilfælde, siger de veterinære embedsmænd.

Ejerne af EquiTransfer Farm i Florida, Jose Davila og hans kone Francis Ramirez, som begge er dyrlæger, måtte aflive hestene efter de udviste neurologiske problemer og begyndte at kollapse i staldene og på foldene. Parret mener at årsagen til sygdommen er botulisme, som hurtigt ødelagde hestenes nervesystem. Davila og Ramirez ville ikke sige hvem de købte wrap-høet fra, men sagde at EquiTransfer er leverandørens eneste kunde, og at de har bortskaffet alt wrap-høet fra samme parti. "Jeg ønsker ikke dette for nogen anden person", udtalte Davila. "Hestene begyndte at ryste og falde om på jorden. Det var som om de fik et anfald". I mellemtiden har Davila og Ramirez sendt prøver fra de døde heste, samt fra wrap-høet, til laboratorier i New York og Pennsylvania for at fastlægge årsagen. EquiTransfer har også sendt to døde heste til det veterinær-medicinske center på University of Florida for at få foretaget obduktion, men disse undersøgelser har endnu ikke ført til en åbenbar årsag til dødsfaldene. EquiTransfer er en klinik for embryo-overførsel, hvor Davila tager befrugtede æg fra hopper og implanterer dem i surrogat-hopper. Davila udtalte at han ikke kender det økonomiske tab, men anslår det til over flere hundrede tusinde dollars. Han udtalte at hans hopper er forsikrede. Parret sagde, at det mistænkte wrap-hø ankom den 26. og 27. september, og at de første heste blev syge den 28. september. Inden for få timer udviste adskillige heste neurologiske problemer, herunder muskeltrækninger, manglende evne til at stå og anfaldslignende symptomer. Davila og Ramirez kontaktede andre lokale dyrlæger for at få hjælp med at behandle hestene og få de potentielle toksiner ud af de overlevende hestes mave og tarmsystem. I fredags ankom modgiften fra University of Florida Veterinary College. Modgiften anvendes til behandling af de syge heste, men EquiTransfer gav også modgift til de raske heste som en sikkerhedsforanstaltning. Dyrlæge Mike Short fra Floridas Division of Animal Industry udtalte at dødsfaldende er ved at blive undersøgt, selvom det ikke menes at dødsfaldene skyldes en smitsom sygdom. Mike Short sagde at alle tegn peger på botulisme heriblandt sygdomsforløbet, kliniske tegn, fodertype (wrap-hø) og dødelighed. "Jeg vil blive overrasket, hvis det ikke bliver bekræftet som botulisme", udtalte Mike Short. "Hidtil er det kun heste, der blev fodret med wrap-hø, som er døde eller blevet syge. Alle de heste, der ikke spiste wrap-høet har det fint. Vi er overbevist om at det skyldes toksiner og vi har givet prøver til flere forskellige universiteter". Hestenes kliniske tegn omfattede neurologiske problemer, sitren, åndedrætsbesvær, svaghed og pludselig død, hvilke alle er ret typiske for botulisme ifølge Mike Short. Botulisme er en ofte dødelig sygdom forårsaget af et bakterie-toksin, der produceres af Clostridium botulinum. Sygdommen er især dødelig hos heste, fordi de er mere følsomme over for virkningerne af toksiner end andre dyr. Problemet opstår, når døde dyr ender inde i en balle. Da heste er kræsne undgår de så vidt muligt at spise hø, der er forurenet. Men når grovfoderet forarbejdes til cubes og pillefoder, eller undergår en fermenteringsproces som ved wrap-hø, så er det umuligt for hestene at frasortere forureningen og indtagning af dødbringende sporer kan forekomme. Forurenet hø-cubes har tidligere været årsag til mindst ét stort udbrud af botulisme hos heste i USA. Selv om et kadaver er blevet helt udtørret eller slet ikke kan ses i en skive hø, så kan der være nok sporer til at slå en hest ihjel. Kilder: Ocala.com, The Horse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner