Kristine Ulsø Olsen
Med stor glæde kunne FEI forleden offentligegøre de ryttere som var kvalificeret til dette års World Cup Finale i dressur og her i blandt var både Cathrine Dufour og Carina Cassøe Krüth. Dufour meldte dog ret hurtigt ud at finalen blev uden hende, da hun ikke kunne få lov til at ride Atterupgaards Cassidy i Göteborg om tre uger, som man kan læse mere om HER.
Men nu står det klart at ingen kommer til at ride finalen den 31. marts - 5. april. Det svenske medie Ridsport beretter nu at Show Director for Göteborg Horseshow Tomas Torgersen har udtalt til SVT Sport, at det internationale rideforbund har udvidet det konkurrenceforbud som blev indført i starten af marts grundet det aggressive herpesudbrud der lige nu er aktuelt. Oprindeligt var forbuddet sat til og med 28. marts, men det er nu forlænget til 11. april foreløbigt.
Så sent som forleden meddelte FEI ellers at stævnet i Göteborg ikke var underlagt forbuddet, men de føler ikke længere at de har kontrol over virussen og stævnet i Göteborg aflyses og dermed også dette års World Cup Finale. Sidste år blev finalerne som skulle have fundet sted i Las Vegas aflyst grundet corona situationen.
– Ingen ønsker at se et udbrud som dette nogensinde igen. Der vil være en omfattende og fuldstændig gennemsigtig undersøgelse af alle aspekter af dette udbrud og den måde, det er blevet håndteret på, og resultaterne vil blive offentliggjort, så vi sammen med vores samfund alle kan lære af dette, udtaler FEI's generalsekretær Sabrina Ibáñez i en pressemeddelse.
– Vi vil indføre forbedrede protokoller, der giver mulighed for en sikker tilbagevenden ved stævner, når dette udbrud er under kontrol og vi vil rådgive vores samfund om dem i god tid inden genoptagelsen af internationale stævner, men prioriteten lige nu skal være behandling af syge heste og få sunde heste tilbage til deres hjemlande på en sikker og biosikker måde. Vi er alle nødt til at fokusere på at beskytte ikke kun FEI-heste, men det bredere europæiske hestefællesskab, slutter Sabrina Ibáñez.