Vildflokke med exmoor-ponyer på Langeland

16-10-2007 12:44

Maja Golles

Flokken af vilde exmoor-ponyer på det sydlige Langeland har vokset sig så stor, at Skov- og Naturstyrelsen sidste efterår valgte at give dem et langt større areal at boltre sig på.

I 2003 satte styrelsen 16 heste ud, og flokken er nu fordoblet, og man regner med, at den i de kommende år vil vokse sig endnu større. - Hestene vil efterhånden dele sig op i mindre grupper med hver deres førerhingst. For at flokken ved Dovns Klint allerede fra begyndelsen kan yde en god naturpleje, har vi hentet yderligere heste, fortæller skovrider Søren Strandgaard fra Skov- og Naturstyrelsen. Der er to formål med de vilde heste. Dels er hestene med deres græsning med til at pleje naturen – de bidrager bl.a. med et mere rigt fugleliv og en større variation af planter. Og dels at give befolkningen og turister mulighed for en særlig naturoplevelse. - Vi er næsten blevet væltet omkuld af den overvældende store interesse, der har været. Derfor er det vigtig for os at forsætte opgaven med at udvikle vilde heste som naturplejere og også at give publikum flere muligheder for gode oplevelser, når de besøger de vilde heste, siger Søren Strandgaard. Hvert år besøger op imod 50.000 mennesker de vilde heste på Langeland – en stor del er turister fra det øvrige Danmark og udlandet. Skov- og Naturstyrelsen vurderer, at besøgstallet vil blive endnu højere, når hesteflokken er blevet større. Kilde: Skov- og Naturstyrelsen

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner