Vil U25-rytterne få en ny EM-afgørelse?

07-09-2017 17:14

En teknisk fejl satte en stopper for søndagens Kür-finale ved EM for U25-ryttere. Rytterne får måske muligheden for at ride en ny finale i Salzburg til december, men det er dog ikke optimalt

Copyright Ridehesten.com
Sille Engermann og Darius
Nyheden fortsætter efter annoncen

I den forgange weekend var det danske U25 landshold bestående af  Sille Engermann med Darius, Victoria Vallentin med Fabienne, Marlene Storkborg med Fritz  og Michala Mejlgaard Jensen med Trebiz draget til Lamprechtshausen i Østrig for at forsvare dannebrog ved EM. Danskerne leverede flotte resultater, og for Sille Engermann, Marlene Storkborg og Michala Mejlgaard Jensen bød EM og så på søndagens individuelle Grand Prix Kür-finale.

Men desværre satte weekendens massive regnvejr en stopper for danskernes præstationer. Efter flere afbrydelser af küren pga. tekniske problemer med musikanlægget som følge af vandmasserne, tog stævneledelsen konsekvensen og aflyste mesterskabets kür-finale.

Mulighed for nyt EM i Salzburg
I en pressemeddelelse meddelte arrangøren efterfølgende, at alle 18 ryttere kvit og frit kunne deltage i Amadeus Horse Indoors 2017. Samtidig vil arrangøren Josef Göllner forsøge at få FEI til at godkende stævnet som et EM. Det må dog slås fast, at det endnu er usikkert, hvorvidt det kommer til at ske.

Rytterne er ikke begejstret
Flere ryttere både danske som udenlandske synes dog ikke for godt om ideén om et nyt EM-stævne i december måned i Salzburg. Sille Engermann er heller ikke helt vild med ideén.

Nyheden fortsætter efter annoncen

-  Vi synes ikke, at man kan afholde så vigtig en finale i Østrig, der er et skisportssted i december måned. Der vil være risiko for snefald under transporten, og samtidig vil det foregå som et indendørsstævne, hvor EM er et udendørsstævne, lyder en klar melding fra Sille Engermann til Ridehesten.com

Både heste og ryttere var i topform op til EM-ugen, og derfor er det ikke kun af betydning, om FEI vil godkende en ny kür-finale under stævnet i Salzburg, men i højere grad om, hvorvidt hestene vil være klar til opgaven.

-  Forberedelserne til et Europamesterskab starter ikke en måned før afholdelse, men allerede ved årets start. Alt omkring Darius´ setup er planlagt, så han skal toppe lige præcis på det rigtige tidspunkt, altså i sidste uge, fortæller Sille og fortsætter: træningen, smed, dyrlæge, pauser og stævnevalg er nøje planlagt mange måneder før, og det er ikke realistisk at få ham til at toppe igen om tre måneder. Det er slet slet ikke fair over for vores hest at sende ham ud på sådan en lang tur igen. Vores hest går på planlagt ferie nu, så han kan være top klar og motiveret igen til rejser næste år, fortæller Sille Engermann.

Flere udenlandske medier har kaldt stævnet ”latterlig”, og det er en mening flere ryttere deler.

-  Vi synes det er en meget pinlig affære fra stævnets side. Alle kunne mange dage i forvejen læse, at der ville være massiv regn. Det er yderst kritisabelt, at arrangørerne ikke var i stand til at tage højde for dette og stå klar med et back up system, slutter Sille Engermann.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner