Vil du udvikle dig som ung leder i ridesporten?

06-10-2026 06:31

Er du 30 år eller yngre og har du lyst til at blive klogere på ledelse og bestyrelsesarbejde? Nu giver Dansk Ride Forbund unge ryttere og rideklubmedlemmer mulighed for at udvikle deres lederkompetencer gennem DIF's Ungelederuddannelse

Copyright Ridehesten.com
Dansk Ride Forbund vil gerne inspirere flere unge til at engagere sig i ledelse og bestyrelsesarbejde i ridesporten. Nu kan unge på 30 år eller derunder søge om en sponsoreret plads på DIF's Ungelederuddannelse. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Ride Forbund vil gerne have flere unge engageret i ledelse og bestyrelsesarbejde i ridesporten. Derfor søger forbundet nu unge på 30 år eller derunder, som har lyst til at udvikle deres lederegenskaber gennem DIF's Ungelederuddannelse.

Hvordan får man flere unge til at tage del i ledelsen og udviklingen af ridesporten? Det spørgsmål vil Dansk Ride Forbund gerne være med til at finde svar på, og nu giver forbundet unge mulighed for at få konkrete værktøjer til netop det.

DRF sponsorerer deltagelsen på Danmarks Idrætsforbunds Ungelederuddannelse, som har fokus på ledelse og bestyrelsesarbejde. Uddannelsen skal give deltagerne inspiration, viden og konkrete værktøjer, som kan bruges både i rideklubberne, i Dansk Ride Forbund og i andre organisatoriske sammenhænge.

Ingen krav om bestyrelseserfaring
For at komme i betragtning skal man være 30 år eller yngre og have interesse for ledelse og bestyrelsesarbejde. Det er samtidig et krav, at man har lyst til at udvikle sine personlige og organisatoriske kompetencer og være med til at gøre en forskel i ridesporten.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Man behøver dog ikke allerede at have erfaring fra bestyrelsesarbejde. Ifølge DRF er det først og fremmest interessen og lysten til at lære mere, der er vigtig.

Uddannelsen afvikles over enten én eller to weekender i fjerde kvartal 2026 og første kvartal 2027. Det endelige antal weekender og datoerne fastlægges efter ansøgningsfristen og afhænger af antallet af tilmeldinger.

Unge, der ønsker at søge om en plads på uddannelsen, skal sende en motiveret ansøgning og CV til DRF. I ansøgningen skal man blandt andet fortælle, hvorfor man er interesseret i ungelederuddannelsen, og hvad man håber at få ud af forløbet. Ansøgningsfristen er 15. oktober 2026.

Læs mere her. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen