Anna Pørtner
Spændingen er stor når de unge springheste og deres ryttere indtager den flotte stævnebane på Zangersheide i Belgien denne uge, hvor FEI WBFSH Jumping World Breeding Championship for Young Horses, bedre kendt som UVM, afvikles.
I sidste uge kom det endelige danske team til Zangersheide på plads efter et større puslespil, der skulle gå op, men nu kan vi altså se frem til verdensklasse springning om mindre end to dage. Det danske Z-udvalg bestående af Frank Evald, Bo K. Møller og Kristian Skovrider har søgt og fået bevilliget flere pladser til 5- og 6-års hestene, hvilket betyder, at vi får endnu flere danske heste og ryttere at se.
I alt sender Danmark 16 stærke ekvipager fordelt ud på 5-, 6- og 7-års hestene afsted. I morgen, onsdag, skal hestene igennem vettjek, og torsdag går det altså løs, når første rytter skal på banen. Den smukke stævneplads rummer hele tre springbaner, og derfor er det altså muligt at have alle tre aldersgrupper i gang på samme tid.
De første, der skal bevise deres værd på den store scene, er 5-års hestene, der rider på banen torsdag morgen klokken 07.45. Her skal de dygtige ekvipager prøve kræfter med første kvalifikation til finalen, og her lyder forhindringernes højde på 125 cm. Danmark har hele syv 5-års heste til start, og her gælder det altså en fejlfri runde. Alle dem, der har redet fejlfrit i både første og anden kvalifikation går nemlig til finalen, der afvikles søndag formiddag.
De danske 5-års ekvipager er:
Et kvarter senere, altså klokken 08.00, sendes de første 6-års heste på en anden bane. Her skal de ud i første kvalifikation til finalen, med en højde på forhindringerne, der lyder på 135 cm. Danmark har seks stærke ekvipager med for 6-års hestene, og alt efter, hvordan ekvipagerne bliver placeret efter de to kvalifikationer afgør, om de er blandt de 30 bedste, der skal ride finalen søndag.
De danske 6-års ekvipager er:
Imens 6-års hestene er på banen, slår klokken 08.30, og dermed er det 7-års hestenes tur på den tredje smukke bane. Her har Danmark tre ekvipager til start, der skal prøve kræfter med første kvalifikation til finalen, hvor springene lyder på 140 cm. Ligesom for 6-års hestene afgøres det efter et pointsystem, når begge kvalifikationer er redet, hvorvidt ekvipagerne er kvalificerede til søndagens finale.
De danske 7-års ekvipager er:
Vil du se med fra Zangersheide?
Den imponerende Zangersheide-stævneplads er et besøg værd, men har man ikke mulighed for at følge de danske ryttere live, er der heldigvis mulighed for at heppe med hjemme fra sofaen. ClipMyHorse livestreamer nemlig fra stævnepladsen alle dage, så der er rig mulighed for at følge de danske ryttere og deres unge heste, når de skal i aktion blandt verdens bedste ungheste.
Du kan se start- og resultatlister her.