Viegård i utallige miljøovertrædelser

11-08-2023 08:52

Viborg Folkeblad skrev i går, at Viborg Kommune i en rapport påpeger adskillige områder, som Viegård Stutteri skal rette op på, og der følger flere særligt prioriterede miljøeftersyn

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Viegård Stutteri og indehaver John Byrialsen får nu travlt i flere omgange, skriver Viborg Folkeblad, for inden udgangen af august skal han rette op på flere forhold vedrørende miljøovertrædelser, frem mod nytår skal en stribe andre ting rettes inden nye kontroller, og på nogle områder er der frister ind i det nye år.
Det fremgår af den tilsynsrapport, der er resultatet af et miljøtilsyn den 13. juli, hvor to af Viborg Kommunes miljømedarbejdere var med i en uanmeldt kontrol sammen med Politiet og dyrlæger fra Fødevarestyrelsen.
Rapporten er især koncentreret om ejendommene Vievej 24, stutteriets hovedbygning, og Vievej 13 på den anden side af vejen, skriver avisen.

Regulære lossepladser
På Vievej 13 er der områder, som betegnes som løbegårde, og de skal inden september lovliggøres. Det drejer sig om arealerne i umiddelbar nærhed af stalde, der anvendes til at lukke heste ud i, men hvor hestene vader rundt i skidt, møg og mudder. Enten skal arealerne have fast bund eller anvendes på anden vis.
I en bevoksning ved ejendommen er der fundet forskelligt affald som plastikkasser, gamle tagplader mv., der kræves fjernet, ligesom stutteriet i fremtiden skal have faste aftaler om, hvordan affald håndteres og bortskaffes af en godkendt aktør.
På stutteriets ejendom på Vievej 24 er der fundet "regulære lossepladser" med hårde hvidevarer, møbler og plastik samt farligt affald som batterier.

Hvor løber sølet hen?
Kommunen vender miljøtommelfingeren nedad, når det kommer til stutteriets staldsystemer. På Vievej 24 overholdes myndighedskravet til fast bund ikke, så der er ikke styr på, hvad der siver ned. To andre staldes bundforhold på begge sider af Vievej skal undersøges nærmere i forbindelse med et prioriteret miljøeftersyn.
Opsamlings- og afløbsforhold får også et særskilt prioriteret miljøeftersyn. Her er der i forvejen problemer med en opsamlingsbeholder på 440 kubikmeter på Vievej 13, mens der på Vievej 24 blev konstateret, at forholdene er ukontrollerede.
Stutteriet have styr på sine møddingsforhold. Der er konstateret ulovlige kompost- og markstakke, som ikke lever op til krav om møddinger med fast bund. Det skal ordnes/lovliggøres inden en kommunal kontrol efter den 1. september.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ulovlige olietanke
Ved samme lejlighed kontrollerer kommunen, om gamle olietanke med udløbsdato er fjernet, heriblandt en nedgravet tank fra 1967, som skulle være sløjfet i 2007.
Sager til særskilt behandling omhandler afløb i forbindelse med spildevand, regnvandsbassiner, som der ikke er søgt om (udledningstilladelse), og vand i en tørbrønd til et pumpeanlæg.
Viborg Kommunens rapport nævner også i følge Viborg Folkeblad, at der har været rejst spørgsmål om, hvorvidt der er nedgravet døde heste rundt om på stutteriet. Viborg Kommune påpeger her, at enhver nedgravning af døde heste vil kræve en forudgående tilladelse efter § 19 i miljøbeskyttelsesloven.
Kommunen har en fortsat undersøgelse af de reelle forhold på ejendommene.

Kilde: Viborg Folkeblad.

Copyright Ridehesten.com
Manden bag Viegaard Stutteri, John Byrialsen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Fakta
Demonstration i morgen

Der afholdes demonstration ved Viegård Stutteri/John Byrialsen igen lørdag den 12. august kl. 13.

Demonstrationen er både for dem, der ikke magter at gå så langt, og dem, der gerne vil gå en længere tur.

Der sluttes af på Skals Kro, hvor der serveres øl og vand for de, der har lyst til at afslutte demonstrationen samlet der.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner