Signe Wiese
Der er faldet over 50 mm over banerne i Fredensborg de sidste par dage, men alligevel er afviklingen af stævnet gået glat. Med fire førstepladser i fredagens fem klasser er de svenske ryttere kommet godt fra start i Fredensborg - de danske ryttere er dog godt med. I første klasse - lille tur - blev det til en norsk 1. plads, men den danske berider Hans Ley/Cuba tog 2. pladsen og Mille Bisgaard/Chanaq tog 3. pladsen. I lille tur for juniorrytterne blev det dagens første svenske 1. plads, da Hedda Wallin/Anqi sejrede foran de to danske juniorryttere Jannick Alexander Frid/Colando Z og Jessica Vinther Jensen/Cairo. Svenskernes anden 1. plads blev redet hjem af Anna Olsson/Højmarks Rosetta i medium tur, men Sarah Kroman Rosenlund/Quecia Alfarvad Z og Tina Lund/Amaretto tog sig af henholdsvis 2. og 3. pladsen. Fredagens stor tur for juniorrytterne resulterede i både svensk 1. og 2. plads, mens Camilla Fliedner Ernst og Monique fik vist de danske farver på 3. pladsen. I fredagens sidste klasse - stor tur - blev det til svenskernes fjerde 1. plads med Douglas Lindelöw/Balahe, mens finske Piia Pantsu/Cool In blev 2'er og danske Karina Skou Truelsen tog 3. pladsen med Caput. Stævnet kører hele weekenden og i dag går der bl.a. holdkonkurrence i stor tur og i aften er der stor grillbuffet og fest i cafeteriet på CapaCity. Mere info via linket til højre.