Stræk hestens rygmuskler

07-08-2012 15:25
Ny forskning viser, at man i høj grad kan forebygge rygsmerter hos hesten ved at anvende nogle specifikke og simple strækøvelser
Copyright Ridehesten.com
Modelfoto: Ridehesten.com

Man antager, at op mod 40% af alle dressurheste er påvirket af rygsmerter i en eller anden grad, men heste inden for alle discipliner er påvirkede, hvilket først og fremmest har betydning for hestens velfærd, men også for den præstationsevne og hesteejerens økonomi. Nu har engelske forskere dog fundet frem til, at øvelser og træning, der styrker multifidusmusklen i hestens ryg, kan forebygge rygsmerter på længere sigt. Multifidusmusklen er placeret langs rygsøjlen og kontrollerer og støtter dennes bevægelser, samt beskytter den mod skader. 12 fuldblods væddeløbsheste blev brugt til studiet, som varede 12 uger. Halvdelen af hestene gennemgik øvelser, der specifikt træner multifidusmusklen fem dage pr. uge, ved siden af deres normale træning, mens den anden halvdel blev trænet som vanligt. Før, under og efter tjekkede forskerne hyppigt størrelsen på hestenes multifidusmuskel via ultralydsscanninger. Resultaterne af undersøgelsen viste, at den specifikke træning af multifidusmusklen gjorde at den voksede betydeligt i forhold til samme muskel hos hestene i den anden gruppe, der ikke modtog den ekstra træning. Allerede efter seks uger nåede musklen sin maksimumstørrelse, hvorefter den forblev i denne størrelse. Dertil bemærkede hestenes ryttere også en forskel hos hestene i den gruppe, der modtog ekstra træning, efter bare to uger. Rytterne mente hestene var blevet mere smidige. Det er dog ikke bevist, at øvelserne rent faktisk forebygger smerter hos heste, men undersøgelser med mennesker viser, at øvelserne her virker smerteforebyggende og smertelindrende. Dertil reduceres multifidusmusklen ofte i størrelse hos heste med rygsmerter, hvorfor forskerne antager, at man ved at øge musklens størrelse kan opnå den modsatte effekt – at forebygge eller reducere rygsmerter. Kilde: The Horse

Læs hvordan du kan lave strækøvelser med din hest i Ridehestens martsnummer 2012.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner