Thomas Bach Jensen
Vejle Rideklub kom ud af 2012 med et overskud på mere end en kvart million kroner. Dermed er klubben godt undervejs med den økonomiske genopretning, som bestyrelsen satte i værk for cirka tre år siden. "Dengang var egenkapitalen negativ, men nu er den på cirka 350.000 kroner", siger klubbens formand Steen Dybdal Nielsen. Pengene er blandt andet hentet igennem stor stævneaktivitet, ridelejre og kalendersalg, og de aktiviteter fortsætter, for der er ifølge formanden brug for yderligere kroner i kassen. " Vi står foran store investeringer i blandt andet nye stalde og ny bund i vores ridehaller", siger han. Steen Dybdal Nielsen blev tidligere på ugen genvalgt som formand på klubbens generalforsamling. Også Charlotte Guttenberg og Anette Friedrichsen blev genvalgt til Vejle Rideklubs bestyrelse, mens Flemming Nielsen ikke genopstillede. Han fortsætter i stedet i bestyrelsen for det selskab, som ejer ridecentret og erstattes i rideklubbens bestyrelse af Charlotte Sørensen. Vejle Rideklub havde ved årsskiftet 486 medlemmer. Kilde: DRF/Fredericia Dagblad.