Sussi Hjort Hollensted
Aflivning af vores hest er en meget stor og svær beslutning. Det måtte Gitte Jensen sande, da hun skulle have sin 13-årige hest, fuldblod- og paint-blandingen Bette, aflivet. Han havde gigt i det ene forben og kunne i januar 2015 ikke smertedækkes længere med medicin.
– Han opførte sig ikke, som han plejede. Han ville ikke først på folden mere, som han ellers gik meget op i, og han begyndte at virke sur og frustreret, når vi var sammen. Jeg følte ikke længere, at det var værdigt for ham at leve, fortæller hun.
Jeg panikkede indeni
I dagene op til aflivningen havde Gitte Jensen det okay med sin beslutning. Hun sørgede for, sammen med dyrlægen, at planlægge forløbet, og alt gik som det skulle, lige indtil dyrlægen løftede nålen for at give Bette den dødbringende dosis. Der fortrød Gitte Jensen nemlig.
– Pludselig fik jeg bare lyst til at skrige: “Stop, jeg har fortrudt” Det, at stå med en levende hest og vide, at når dyrlægen nu trykker på sprøjten, så bliver han aldrig levende igen – det gav mig simpelthen et chok, og jeg panikkede indeni. Udad til gjorde jeg ingenting, og dyrlægen aflivede ham som planlagt, fortæller hun.
Kunne jeg have gjort mere for ham?
Gitte Jensen følte et kæmpe tomrum i tiden efter Bettes død og blev flere gange i tvivl, om hun kunne have gjort mere for ham.
– Heldigvis talte jeg med dyrlægen og andre, der havde kendt ham, og alle var enige om, at det var den rigtige beslutning. Men i en måned efter vågnede jeg op om natten, fordi jeg havde mareridt om, at jeg havde glemt at tage ud til ham. Hver gang tog det lidt tid, før jeg kom i tanke om, at han ikke var her mere, fortæller hun.
Læs hvordan Gitte Jensen kom sig over sin hests død og i dag har fået en ny hest. Og læs også, hvordan Gitte Pedersen oplevede det, da hendes hest en dag faldt død om på marken. Begge dele kan du læse om i denne måneds udgave af Magasinet.
