Cecilia Lindahl
Der findes ikke en entydig, rigtig måde, hvorpå en springrytter skal sidde på hesten, og rytterens springstil er næsten lige så forskellige som antallet af springryttere i sporten. Men på den anden side er det klart, at et grundprincip skal være overholdt: Rytteren skal hele tiden være i balance og harmoni med hesten.
Stilen er individuel
Tilbringer man en dag eller en enkelt klasse til et springstævne med at kigge på rytternes springstil, så finder man hurtigt ud af, at springryttere sidder meget forskelligt på hesten, både mellem forhindringerne og over forhindringerne. Det kan være svært at gennemskue, hvad der er mest rigtigt. JUNIOR har derfor spurgt eksperterne Bo Kristoffersen og Rolf-Göran Bengtsson.
- Den ene stil kan meget vel være lige så god som den anden, men rytteren bør hele tiden være i balance og harmoni med hesten, forklarer Bo Kristoffersen og Rolf-Göran Bengtsson.
Det skal være effektivt!
Mens der er nedskrevne kriterier til dressurrytterens ønskede opstilling, hvor man skal kunne trække en linje fra rytterens skulder, gennem overarmen, til hoften og videre ned til rytterens hæl, så er der ikke på samme måde beskrevet, hvordan springrytteren skal sidde.
- Hvis rytteren har en knap så perfekt opstilling, men bevarer sin effektivitet, så giver det ikke mening at ændre for meget på rytterens opstilling. Det skal hele tiden føles naturligt for rytteren, forklarer Bo Kristoffersen.
?Han er meget bevidst om, at man kun bør rette på rytterens opstilling, så den bliver mere optimal og effektiv. Man skal ikke forsøge at tvinge rytteren ind i en stil, som ikke falder rytteren naturligt.
Hjælperne på rette sted
Det vigtigste er, at rytteren kan bruge sine hjælpere rigtigt og på de rigtige tidspunkter. Kombinationen schenkel, sæde/overkrop og hånd skal i et samspil skabe den rette samling i hesten, så den har kraft til at springe forhindringerne. Derudover skal der holdes en aktiv grundgalop, som er en forudsætning for, at hesten kan springe over på den anden side af forhindringerne.
Det lette sæde
Det er et helt grundlæggende krav til dig som springrytter, at du behersker det lette sæde. Når du rider i let sæde, aflaster du hestens ryg, og det er i dette sæde, at du som rytter skal finde din balance og harmoni med hesten. På den måde, der trænes hos Rolf-Göran Bengtsson og Bo Kristoffersen, er det lette sæde nærmere at betegne som et aflastningssæde, for deres trænings- og springfilosofi går ud på, at rytteren kombinerer dette sæde med et sæde, hvor man sidder let ned i sadlen.
Når der rides i let sæde, forlader rytteren den lodrette opstilling og læner sig mere eller mindre fremad ved at bøje i hofterne. Rytterens vægt forlægges til lårene, knæene og hælene, og når man rider i aflastningssæde, skal rytterens sæde forblive så tæt på sadlen som muligt, for det giver de bedste forudsætninger for at holde balancen.
Når du rider i let sæde eller aflastningssæde, skal du være smidig i din lænd. Er overkroppen for stiv eller urolig, påvirker det både din og hestens balance negativt.
Schenklernes placering
Schenklerne skal være placeret ved gjorden, og indersiden af læggene skal være i kontakt med hestens sider. Denne placering giver rytteren de optimale muligheder for at give den nødvendige fremaddrivende hjælp. Hvis rytterens schenkler ligger for langt tilbage, påvirker det rytterens balance negativt.
Fodleddet skal være smidigt, så det muliggør en sikker og fjedrende støtte, så schenklen kan ligge stabilt ind til hesten. Hvis hæles trækkes op, kan fodleddet ikke fjedre, og schenklerne vil have tendens til at rutsje bagud. Det resulterer også i, at rytteren kommer foran hestens bevægelse.
Tøjleføring
Rytteren skal være i så stor balance i det lette sæde, at han/hun kan give tøjle- og schenkelhjælp uafhængigt af selve kroppens bevægelser. Det er en fordel, at din hånd hele tiden bevarer en let føling med hestens mund under hele springet, især hvis du umiddelbart efter landingen skal dreje eller korte hesten op til en distance.
Du skal se op og fremad, så du kan orientere dig på banen, holde overblikket og være fokuseret på den næste forhindring.
God kontakt med hesten
- Vi træner vores elever til at nærme sig den klassiske måde at ride på - en kombination af at sidde ned og stå lidt i let sæde, forklarer Bo. Han understreger vigtigheden af at få lært eleverne at huske at arbejde med hestene mellem springene.
- Når man skal arbejde med hesten og få skabt en samling inden næste forhindring, så er det for de fleste ryttere nemmest at gøre, når man sidder ned i sadlen med overkroppen lidt oppe og med schenklerne ind til hesten. Og når man lander efter springet, så kan man med fordel blive stående lidt i let sæde med schenklerne ind til hesten for at ride den lidt fremad og op i grundtempoet. Ønskemålet er også, at rytteren over springet sidder med schenklen ind til hesten uden at rykke for meget, men præcist nok til at give hesten en fornemmelse af sikkerhed. Hælene skal være trykket lidt ned, og overkroppen skal være foroverbøjet, mens hænderne skal have en let, blød kontakt med hestens mund via tøjlen. Kontakten med hesten via rytterens schenkel og hånd er vigtig, for det betyder, at man er klar til at hjælpe og indvirke på hesten, så snart man lander efter springet.
Det hjælper!
- Springning bliver så meget nemmere for rytterne - og hestene - hvis springrytterne har lært at sætte sig i sadlen med overkroppen oppe samtidig med, at de kan bruge deres schenkler og hånd til at skabe samling i hesten, slutter Bo Kristoffersen.