Den måde, rytteren placerer sin overkrop på, har sammen med de fremaddrivende krops- og schenkelhjælpere og tøjleindvirkningen en stor indflydelse på hesten. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Det er ikke kun hestenes springformåen og deres kondition, der i første omgang skal testes i en springkonkurrence. Ved at placere forhindringerne, så forskellige problemstillinger skal løses, stilles der krav om en god springteknik, reaktions- og koncentrationsevne, samt at hestene er ridelige og lydige. Galopkapacitet og hurtig reaktion på rytterens hjælpere, altså evnen til at kunne blive taget op og til hurtigt at kunne øge tempoet, er ligesom vendbarhed meget vigtige egenskaber for en springhest. For at kunne opfylde de krav, der stilles for deltagelse i en ridebanespringning, er det nødvendigt, at rytteren har kontrol over linjeføringen, tempoet og rytmen. Det er også et ”must” at kunne vurdere afstande og finde det rigtige afsæt og at kunne gå med i springbevægelsen uden at forstyrre hesten over selve springet og i landingen.

Det lyder enkelt, og det er det også, men det kræver vilje af både rytter og træner at nå dertil, hvor gennemridningen af en springbane sker med lette hjælpere, i balance og harmoni mellem rytter og hest.

– Vi skal have lært rytterne, at det rigtige er at vise et harmonisk billede af samspillet mellem hest og rytter, for det skal vi have mere fokus på, indleder berider Johnny Hansen.

– Rytterne har en opfattelse af, at de skal holde hestene for at kontrollere dem. Det de har fokus på, er så at sidde ned i sadlen og holde godt fast i hesten. Rytterne glemmer, at de kan og skal kunne variere deres springsæde alt efter behov inde på banen. For at opnå bedre samspil mellem rytter og hest bør vi have fokus på, hvordan rytterens placering er i sadlen i tilridning, svævningsmoment, i landingen og mellem forhindringerne.

Berider Johnny Hansen. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Vores image udadtil
– Rytterne skal blive opmærksomme på, at de skal udvikle sig, så de kan vise en naturlig veksling mellem det lodrette og det lette sæde, samt rytterens vægtfordeling og balance inde på banen.

Det er vigtigt at beherske forskellige udgaver af springsædet, og ikke blot sidde tungt ned i sadlen. Den vekselvirkning er grundlæggende i forhold til hestens funktion og mulighed for at springe i harmoni og med mindst muligt pres. Og at kunne vise et harmonisk billede af en banegennemridning overfor tilskuerne, det er en helt grundlæggende egenskab at kunne for en springrytter.

Læs også: 2 fingre er en god rettesnor

– Hvis vi skal sælge vores sport udadtil, for fortsat få lov til at ride vores heste i konkurrencer, så bliver vi nødt til at komme væk fra de dårlige billeder, hvor vi ser ryttere hive og flå i hesten på banen.

– Derfor er det vigtigt, at vores elever får en fornemmelse af, at de kan have et samspil med hesten, hvor hesten galoperer for lette hjælpere og springet kommer ud af rytmen, så der kommer et flow. Det betyder ikke noget, om afstanden er helt perfekt. Kommer hesten til forhindringen i et godt grundtempo og i en god egenbalance og i balance med rytteren, så betyder det mindre, om hesten springer lidt større af eller kommer lidt tættere på springet.

En væsentlig forudsætning, for at en hest kan springe højt, er, at den kan få lov til uforstyrret at springe med stor bascule, altså at kunne hvælve sin ryg og frem for alt at få lov til at strække sin hals og sit hoved godt frem. Rytteren skal derfor være i stand til i alle springets faser at kunne tilpasse sig hestens bevægelser og give efter på tøjlen, så hesten får den nødvendige halsfrihed.Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Når rytteren rider mod forhindringen, skal man blive i et ensartet grundtempo, og ud af det tempo kan man let regulere afstanden ved at korte hesten ned eller øge dens galopspring. Har man ikke en afstand, kan man sidde roligt i balance med hesten og afvente springet, for det rette grundtempo og hestens balance betyder, at den vil have en chance for at overvinde forhindringen fejlfrit. Omvendt, hvis man vælger at holde i hesten, til man ser en afstand, så har man ikke så mange muligheder for korrektion. Der er ingen som hver gang kan se den rette afstand – heller ikke toprytterne. De kommer også galoperende i et godt tempo, hvor alt fungerer, så det kan lade sig gøre at vise gennemridningen af banen flot og elegant.

For meget kontrol
– Hvis vi holder hesten og vil kontrollere den ved kraft alene, så giver vi den heller ikke optimale chancer for at afvikle springet. I dag avler vi så gode springheste, at de selv kan hjælpe med til at regulere afstanden til forhindringen i tilridningen. Læg mærke til, når man ser toprytterne ride, at de kan galopere mod forhindringerne for næsten løse tøjler, hvor hesten selv ”bakker af” på forhindringen og samler sig, for det er de trænet til.

– Hesten får ikke en chance for at hjælpe rytteren, hvis den er forholdt, for så bliver den også spændt i kroppen. Derfor er det vigtigt at få fokus på at få samspillet mellem hest og rytter frem og få beskrevet springsædet, og hvordan det skal fungere, så rytterne har et system, de kan ride efter inde på banen.

Der er ikke ét springsæde, men mange forskellige positioner, rytteren kan befinde sig i, om det er under en banegennemridning, i træningen, i grunddressuren, eller om det er mellem forhindringerne i tilridningen, efter forhindringerne eller over dem.

Det lette sæde
– Når man anvender det lette sæde på springbanen, skal man træde ned i bøjlerne og fjedre let i fodled, knæ og hofteled. Man skal holde sædet over midten af sadlen, så tyngdepunktet bliver korrekt. Hesten skal arbejde indenfor rammen af rytterens hånd og schenkel. I tilridningen mod forhindringen retter rytteren sig op og går fra det lette sæde til det lodrette sæde, ved at flytte sædet let ned i sadlen, og får tyngdepunktet flyttet ned i bøjlerne. Hesten vil samle sig og begynde at galopere mere op-ad-bakke, galopspringene bliver mere samlede, og hestens hoved løftes. Så de lidt længere galopspring, man har redet med mellem forhindringerne, bliver mere samlede og højere, og når det sker, kan hesten fortsat holde sin naturlige balance. Derfor har hesten nu mulighed for, sammen med rytteren, at bedømme afstanden til forhindringen, og rytteren kan let regulere tilridningen. Så kommer man altid på en ridbar afstand. Modsat, hvis man holder i hesten og tvinger dens hoved ned eller endog ind mod bringen, har den ingen chance for at se forhindringen.

Læs også: – Det er rejsen, det handler om

Over forhindringen skal rytterens overkrop følge hesten i en rolig, glidende bevægelse. – Rytteren skal bevare en let kontakt på biddet over forhindringen, og man må ikke kaste sig frem, understreger Johnny. – Rytteren skal blive med sædet over sadlen, læne sig frem og støtte hånden på siden af hestens hals. Det er så vigtigt, at man forstyrrer hestens balance mindst muligt, så den kan afvikle springet optimalt og bruge sin overlinje til at komme fejlfrit over.

Rytteren skal lære at se den rigtige vej. Det har stor betydning for rytterens vægtfordeling, at hovedet bliver holdt rigtigt i forhold til den øvrige krop. Hovedet er temmelig tungt, og derfor er dets placering så afgørende for kroppens samlede vægtfordeling. Måden, man placerer hovedet på, afhænger i høj grad af, i hvilken retning øjnene vender. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

– Når hesten lander efter springet, så kommer rytteren roligt tilbage og op med overkroppen, og kan så galopere videre i det lette sæde frem mod tilridningen til den næste forhindring. Man skal kunne arbejde og korrigere hesten i det lette sæde i fremaddrift. Korrektioner skal ikke altid foregå, mens man rider tilbage. Det kan være, man føler, at man mister lidt kontrol over hesten, så kan man sætte sig i det lodrette sæde, og få mere samling på hesten, og herefter igen rejse sig op i det lette sæde. Man skal opnå en passende vekselvirkning mellem det lette og det lodrette sæde, med fokus på, hvor man har placeret sin vægt. Sidder man tungt ned i sadlen på sine sædeben, så kommer man ikke med hesten over forhindringen. Derfor skal man have vægten i bøjlerne.

– Rytteren skal følge hesten roligt og harmonisk i bevægelsen. Og man skal op at ride i det grundtempo, som svarer til kravene i den klasse, man rider. Kommer man under grundtempo på banen, så er det svært at stå i let sæde. Har man problemer med det, skal man holde fokus på sit grundtempo og få det øget. En stor del af sværhedsgraden i dag er tempoet, og derfor er det vigtigt, at man kan ride op i det korrekte tempo og lave korrektionerne i fremadridning, understreger Johnny.

– For at kunne kontrollere hesten, skal vi kontrollere os selv, så vi kan ride på en enkel optømning for lette hjælpere.

Gå tilbage til basis
Har man som mål at kunne ride en springbane harmonisk, flydende og ved brug af lette hjælpere og med en lydhør hest, der reagerer hurtigt på rytterens mindste korrektioner, så skal man helt grundlæggende have styr på sit sæde og sine hjælpere. Man skal kunne anvende diagonale hjælpere (højre tøjle, venstre schenkel) mv. og opnå et større kendskab til rideteorien, og så tage den tid det tager at lære.

– Målet må fra starten ikke være at kunne ride stævner eller store klasser til stævner, målet må være, at man kan kontrollere sig selv og sin hest for lette hjælpere, understreger Johnny. Hesten kan man let ændre, når man ændrer sine hjælpere og sin opstilling. Men man skal være indstillet på at ville det og tænke over, hvordan og hvad man gør. Trænerne kan rådgive alt det, vi kan og vil, for at få rytteren til at ride bedre, men det er rytteren, som skal have viljen til at ville lære. Hvis rytteren ikke har fokus på det, men er ligeglad, så virker det ikke, understreger Johnny Hansen.

Artiklen er en blandt mange faglige artikler, som man kan læse i magasinet Ridehesten, som udkommer hver måned. Man kan tegne abonnement HER

Læs også: – Jeg har fundet min egen vej