Sportsrideklubben afholdt to stævner samtidig

22-04-2024 06:52

Trine Askjær-Jørgensen

Med stor succes var Sportsrideklubben søndag værter for både Københavnerridtet i distance og tredje kvalifikationsrunde i Københavnsmesterskaberne i dressur, hvor den flotte Bernstorffspark og Dyrehaven lagde arealer til konkurrencerne

Nyheden fortsætter efter annoncen

Sportsrideklubben holder som bekendt til i den flotte Bernstorffspark med Bernstorff Slot i Gentofte nord for København. Med udgangspunkt i parken og den nærliggende Jægersborg Dyrehave, også kendt som Dyrehaven, afviklede klubben i dag distancestævnet med navnet Københavnerridtet. Det gjorde de samtidig med, at der på klubbens sandbaner blev afviklet dressurstævne, hvor den tredje kvalifikationsrunde i Københavnsmesterskaberne fandt sted.

Det er første gang, klubben har prøvet at være værter for sådan to stævner samme dag, men afviklingen er gået som smurt, lyder det fra formand for Sportsrideklubben, Jakob Leth:

– Det er gået superfint. Vi havde styr på parkeringen, som nok var den største opgave, når så mange kom for at deltage i det ene og det andet. Men det kunne sagtens lade sig gøre at holde begge dele, så det kan vi jo nemt gøre igen, indleder han og fortsætter: – Det skabte meget mere liv på pladsen, og der var dobbelt så mange mennesker som normalt, der fik fornøjelsen af at nyde forårssolen og ridningen fra foran cafeteriet. Det har nok været særligt sjovt for distancerytterne, at der skete så meget, og for tilskuerne var der både distance og dressur at følge med i. Det har været en rigtig god stævnedag.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Til distancestævnet blev der afviklet klasser helt fra E- til B-niveau, og der blev fundet både en sjællandsmester og en distriktsmester, som modtog flotte præmier.

Sjællandsmesterskabet blev afholdt i MA, hvor ekvipagerne skulle gennemføre 81 km. Der var i alt fem deltagere, og vinderen blev Janne Teller med den 16-årige skimlede araberhoppe RM Magnums Javannah ox e. CE Magnum ox/ Wish Me Luck ox (opdr. RM Arabians Heidi F. Jessen), der nu kan bryste sig af titlen Sjællandsmester 2024. Med titlen fulgte flotte præmier, hvor hovedsponsor var LM Horse Retreat, der sponsorerede fem gange vandbåndstræning og bolsjer, mens æresdækkenet er sponsoreret af Winthers Rideudstyr.

Distriktsmesterskabet 2024 i Distrikt 1 blev afholdt i LC, hvor ekvipagerne skulle tilbagelægge 25 km. Her var der ligeledes fem deltagere til start, og sejren gik til Charlotte Sørensen med den 14-årige skimlede araberhingst Marcello Sid ox e. El Sid ox/ Wan-Kahli ox, som modtog roset og medalje fra Distrikt 1, der havde sørget for rosetter og medaljer til første-, anden- og tredjepladserne i konkurrencen. Vinderen fik desuden et flot æresdækken og en plaket.

Stævnets start- og resultatlister.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen