Britt Carlsen
De første Jordbrugsteknologer med speciale i heste er lige blevet færdige fra Dansk Center for Jordbrugsuddannelse. Og de fremtidige erhvervsmuligheder fejler ikke noget. For to år siden startede Dansk Center for Jordbrugsuddannelse (DCJ) en ny linie inden for jordbrugsteknolog-uddannelsen. Og nu er den første årgang af jordbrugsteknologer med speciale i heste blevet færdiguddannet, som den første af sin slags i Danmark. - Jordbrugsteknologuddannelsen ”Landbrug – Hest” er en to årig teoretisk uddannelse, hvor fodring og foderproduktion, sædskifter, stalde, avl, økonomi og ledelse har været hovedingredienserne i de studerendes dagligdag gennem studieforløbet. En dagligdag, som har været tæt knyttet til hestebranchen via praktikforløb og ekskursioner til virksomheder. Efter halvandet år med fælles undervisning har de studerende, i løbet af det sidste halve år, specialiseret sig i emner, de selv har fundet af særlig interesse. Og det betyder, at de nyuddannede jordbrugsteknologer har meget forskellige faglige profiler, som på hver deres måde vil kunne berige hestebranchen, fortæller inspektør Flemming Nielsen. Gode odds for fremtiden Uddannelsen er direkte erhvervsrettet og sigter mod ansættelse som f.eks. ledere af større rideskoler og/eller stutterier, rådgivningsvirksomhed, undervisning, konsulentjobs i foderstofbranchen, virksomheder, der producerer og sælger staldinventar og andet udstyr til heste, ved hestebranchens fagblade – kort sagt alle typer jobfunktioner, der er knyttet til hestebranchen, og som kræver en indgående faglig viden om heste. - Allerede inden uddannelsens afslutning havde seks ud af tretten studerende fundet arbejde inden for branchen eller var gået i gang med at opstarte egen virksomhed. Jobbene varierer fra produktion og salg af foder, rideudstyr m.m. til arbejde hos en dyrlæge og ansættelse på et af de store hestefagblade, siger Flemming Nielsen og fortsætter: Erhvervsrelateret studietid - Undervisningen er delt i en fælles del for alle skolens linier og en hesterelateret del. En stor del af undervisningen gennemføres som projektarbejde, der er bygget op omkring virksomhedsnære problemstillinger og ofte i direkte samarbejde med en relevant virksomhed. I løbet af studiet gennemføres fem ugers virksomhedspraktik, fordelt med en uge på 1. og 2. semester og tre uger i sommerferien. Og alt dette er med til at knytte gode forbindelser mellem de studerende og erhvervslivet, slutter Flemming Nielsen. Billedtekst: Jordbrugsteknologerne med speciale i heste var på studietur i Irland, hvor de besøgte et stutteri. Faktaboks: Dansk Center for Jordbrugsuddannelse (DCJ) står for uddannelser og kurser inden for hele det grønne område. Skolen har et dagligt elevtal på ca. 500, hvoraf halvdelen bor på skolen. Ud over de videregående uddannelser til jordbrugsteknolog omfatter undervisningen faglige uddannelser inden for gartneri-, landbrugs- og skovbrugsområdet. Hertil kommer kurser for blomsterbindere samt en række videre- og efteruddannelser. Adgangskravet til uddannelsen som teknolog er en gennemført gymnasial uddannelse, uddannelsen til faglært landmand eller en erhvervsuddannelse indenfor landbrug.