Skandinaverne skød skarpt i dag

03-08-2023 19:41

Der sidder danske ryttere på seks af de foreløbigt 12 finalister i 5-års holdet, og tre af de fire danske ekvipager er direkte videre fra dagens kvalifikation, hvor de skandinaviske ryttere dominerede

Nyheden fortsætter efter annoncen

Første dag ved UVM i Ermelo kunne ikke have været mere succesfuld for danskerne i den indledende 5-års klasse, hvor tre danske ekvipager med placeringerne nr. 1, 3 og 9 var blandt de 12 ekvipager, der går direkte videre til lørdagens finale.

Yderligere tre heste med danske ryttere gik videre, idet berider Maria Anita Andersen leverede et par stærke præstationer og blev nr. 8 med tyske Rosee de Fontaine e. Revolution/ Desperados og nr. 10 med svenske Vive la Renne II VH e. Revolution/ De Niro. Berider Thomas Sigtenbjerggaard red avlshingsten Be Sure e. Benicio/ Scuderia ind på 11. pladsen.

Helt urørlig var DV-guldmedaljehoppen Valerie B e. Revolution/ Blue Hors Zack (opdr. Karin og Peer Guldbrandsen), som under Anne-Mette Strandby Hansen opnåede 9,48 point.

DV-hoppen Quinn G. e. Quaterhit/ Fassbinder (opdr. Helene Geervliet) blev af Betina Jæger redet ind på tredjepladsen med 8,82 point trods lidt uro og fejl i indridningen – og lignede bestemt en ekvipage, der kan rykke længere op i finalen, hvis det lykkes at bevare roen.

Læse mere om de to danske hoppers ridt her.

Gigantiske Grevens Sirius e. Secret/ Johnson (opdr. Stutteri Greven) blev redet af Michael Grønne Christensen ind på en niendeplads med 9,2 for galop og 8,8 for kapacitet. Fjerde danske ekvipage, Svanegaardens Sick-Sack e. Secret/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Stutteri Svanegaarden) og den kun 21-årige spanske Sergio Morón Basoco leverede en hæderlig præstation uden at kunne gøre særligt væsen af sig i dag.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dagens andenplads gik til den eftertragtede svenske avlshingst Skyline to B e. Blue Hors St. Schufro/ Ampère, som blev redet af sin ejer Carl Hedin.

Klassens resultat.

I morgen gælder det de indledende UVM-klasser for 6-års heste kl. 8.00 og for 7-års heste kl. 15.00.

Desuden er der kl. 13.00 UVM-trøstefinale for 5-års hestene, hvor yderligere tre kvalificerer sig til finalens startfeltet på 15 ekvipager.

Endvidere er der sideløbende med UVM-klasserne en FEI-klasse for 4-års, og der er trøstefinale for 4-års hestene i morgen kl. 9.00.

Stævnets start- og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner