Sikker sejr til Fiontini

08-03-2015 14:35

De to Fassbinder-søstre holdt føringen fra bedømmelsen under egen rytter gennem fremmedrytterstesten og blev henholdsvis nummer et og to i Blue Hors Unghestechampionat 2015

I dag i SKAGEN Fondene hal M afvikledes anden del af fremmedryttertesten med britiske Charlotte Dujardin som testrytter, og flere heste imonerede hende så meget, at hun hellere end gerne ville have dem med hjem til England, heriblandt de tre heste, som blev henholdsvis nummer et, to og tre i det samlede resultat.

Allersidste hest på banen var sølvmedaljehoppen Fiontini e. Fassbinder/Blue Hors Romanov, som er ejet og opdrættet af Hanne Lund og Henrik Hansen, Solrød Strand, og som er blevet fremvist af Severo Jurado Lopez. Fiontini lå i spidsen for championatet efter bedømmelsen under egen rytter, og efter flere gode bedømmelser fra testrytter Charlotte Dujardin var topkampen meget tæt, så spændingen i salen da Charlotte satte sig op på den imponerende hoppe var bestemt mærkbar. Den spænding blev dog hurtigt udløst, da Charlottes første kommentar faldt; – Ok, hende tager jeg også med hjem!

Klapsalverne faldt hyppigt under afprøvningen, og Charlottes begejstring ville ingen ende tage: - Hun har en god motor, tager rytteren godt med. Hun elsker at vise sig frem, har en dejlig selvbæring i galoppen, dejlig op-ad-bakke, hun giver en fantastisk følelse, er en glad hest, hun nyder det, og det falder hende naturligt. Hun er nem at regulere i traven. Hun er meget afslappet.

- Den vil jeg helt sikkert have med hjem! Jeg ville give hende 11, hvis jeg kunne, hun skal ikke være en dansk hest mere, hun skal være en britisk hest nu, udbrød Charlotte til publikums store begejstring.

Det blev således til to 10-taller fra testrytteren og en samlet sejr i Blue Hors Unghestechampionat 2015 til Fiontini med 964.

Andenpladsen gik til helsøster (begge er lavet ved embryo transfer) guldmedaljehoppen Fiontina e. Fassbinder/Blue Hors Romanov, som er ejet af Helgstrand Dressage A/S og Henrik Hansen, Vodskov, samt opdrættet af Henrik Hansen, Solrød Strand. Også Fiontina blev fremvist af Severo Jurado López.

– Hun har en god evne til at øge traven, hun er stort travende, og hvilket vidunderligt temperament, hun er glad for at arbejde, det er meget naturligt for hende. Hun har et godt rygsving i traven, er dejligt løsgjort gennem hele kroppen, meget afslappet. Jeg kan godt lide den her, den vil jeg gerne have med hjem! Fantastisk hest, kæmpe stor kapacitet, men mangler en anelse styrke i traven, udtalte Charlotte Dujardin bl.a. om Fiontina, som hun gav 9,5 for ridelighed og 10 for kapacitet. Det blev i alt til et resultat på 924.

Tørveslettens Fifty-Fifty e. Fürstenball/Stedinger, som er ejet af Helgstrand Dressage A/S og Stutteri Tørvesletten, Vodskov, opdrættet af Stutteri Tørvesletten, Smørum, og blev fremvist af Ditte Mikkelsen, imponerende ligeledes Charlotte Dujardin og fik to 10-taller, samt udtalelsen; – Det er sådan en hest alle gerne vil ride, komfortabel at sidde på, bruger skulderen godt, meget sensitiv med god kontakt. Den giver en rigtig god fornemmelse, er dejlig løs. Den får nemt til passage. Jeg elsker også den her! Den har en rigtigt god galop, god kontakt, er sensitiv for schenklen, kommer godt op i skulderen, og rytteren har gjort et godt job i træningen af den her hest. Det er præcis, hvad man gerne vil mærke som rytter; alt er meget let og nemt. Jeg vil gerne have den her med hjem! Jeg elsker ham!

Det blev dermed til en samlet tredjeplads til Tørveslettens Fifty-Fifty med 879.

Se flere resultater fra dagens fremmedryttertest HER og se hele det samlede resultat HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner