Seneskader - Nej tak!

21-11-2021 10:01

Marie Helene Rigård Rohleder

Skader på gaffelbåndet er en af de hyppigste seneskader hos vores heste, og den tager desværre både lang tid om at hele og kræver uendelige mængder tålmodighed og stædig optimisme fra ejeren

Copyright Ridehesten.com
Arkivfoto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvad er gaffelbåndet?
Gaffelbåndet er en sene, der findes i både hestens for- og bagben. Gaffelbåndet både udspringer fra og tilhæfter på knogler. 

Gaffelbåndet udspringer på bagsiden af den øverste del af pibeknoglen under forknæ og has. Herfra løber det ned langs pibeknoglen og deler sig i en ind- og udvendig gren, der via kodesenebenet omslynger koden og vokser sammen med den fælles stræksene på forsiden af koden.

Hvad er en gaffelbåndsskade?
Gaffelbåndet er en sene, og når fibrene i den sene er gået i stykker, har hesten en gaffelbåndsskade. Skaden kommer til udtryk i flere former og sværhedsgrader. Det er ofte små gentagne fiberskader i senen, som ikke får tid til at hele op, der senere udvikler sig til en gaffelbåndsskade. Derfor er det også svært at opdage skaden i tide, da hesten ikke er tydeligt halt.

Fakta
Hør et gratis foredrag om seneskader

Tryk HER og hør et gratis foredrag med dyrlæge Peter Hjuler fra Horsedoc. Foredraget er fra Dansk Varmblods Hingstekåring 2019, hvor Peter Hjuler var en del af arrangementet ”Udvid din horisont med Ridehesten”.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvordan opstår en gaffelbåndsskade?
En gaffelbåndsskade sker ofte, fordi hesten gentagne gange har lavet en stor gennemtrædning i koden – eksempelvis i piaffe, hvor dressurhestens bagkoder næsten står vandret, eller når springhesten belaster forkoderne i landingen. Derudover er heste med bløde koder, høje dragter og andre former for skæv benstilling, hvor hesten eksempelvis lander på indersiden af hoven, i øget risiko for at få seneskader. Dybe og ujævne underlag kan også øge risikoen sammen med flere andre faktorer.

Hvor lang tid tager det at behandle en gaffelbåndsskade?
Gaffelbåndsskader tager desværre ofte lang tid at behandle. Sener er ikke særligt gode til at hele sig selv, da de altid vil udvikle arvæv. Arvæv har ikke den samme elasticitet som senen, og derfor vil gaffelbåndet aldrig blive så stærkt, som det var før skaden. Dyrlægen lægger i samråd med ejeren en individuel behandlings- og genoptræningsplan for hver enkelt hest, men som udgangspunkt tager forbenene 4-7 måneder om at hele, mens skader på bagbenene ofte tager 6-12 måneder eller derover. 

Fakta
Sådan er artiklen lavet

Denne artikel er skrevet på baggrund af interviews med dyrlæge Marianne Dahl-Jensen fra Equimove ved Ry og dyrlæge Peter Hjuler fra hestehospitalet Horsedoc ved Aarhus. Marianne Dahl-Jensen har arbejdet som hestedyrlæge siden 1995, og hun videreuddannede sig til kiropraktor for heste i Tyskland i 2006. Peter Hjuler har arbejdet som hestedyrlæge de sidste 30 år. Han har specialiseret sig i halthedsundersøgelser, og derudover er han videreuddannet indenfor hestesygdomme ved blandt andet Liverpool universitet.

Artiklen i dens fulde længde er udgivet i magasinet Ridehesten august-nummeret 2021, som kan købes på vores hjemmeside HER. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner