Sarah og Anna i spidsen af Catago Cup

14-09-2024 06:43

I denne weekend afholder Karlslunde Rideklub landsstævne i dressur for hest. Her går klasser fra MB0 til Grand Prix, og derudover skal vinderen af dette års Catago Cup findes 

Copyright Ridehesten.com
Anna Skriver på Gørklintgårds Salty Sea har lagt sig i spidsen af Catago Cup på MB-niveau. Foto: Ridehesten.com/ Mie Thorup Poulsen.

Karlslunde Rideklub har i denne weekend åbnet dørene for landsstævne i dressur for hest. I går, fredag, blev stævnet fløjtet i gang, hvor der blandt andet gik første kvalifikation til finalen af Catago Cup, hvor vinderen findes på søndag. Derudover blev der afviklet en Prix St. Georges, hvor ti stærke ekvipager var til start. 

De første ryttere, der skulle på banen, var de ryttere, der deltager i Catago Cup på LA-niveau. Her var ti ryttere til start, hvor de skulle prøve kræfter med LA4. Bedst af dem var Sarah Holst Schødt i sadlen på Ariel EG e. Bøgegårdens Santiago/ United, der red et flot program, der blev belønnet med 72,500%. Dermed kunne Sarah og Ariel kalde sig vinder af klassen, hvilket ligger dem i front af Catago Cup på LA-niveau. Anden bedst var Caroline Møller Hansen på Møensholms Avicii e. Antobello/ Prinz K3. De red ligeledes et flot program, der med 70,221% var nok til at sikre dem anden bedste position inden finalen på søndag. Tredjepladsen blev besat af Astrid Charlotte Smith Larsen og Kamar's Don Rayman e. Blue Hors Don Romantic/ Blue Hors Hertug, der sluttede med 69,412%. 

Efterfølgende var det de ryttere, der kæmper om titlen som vinder af Catago Cup på MB-niveau, der skulle på banen. Klassen blev afviklet i MB0, og endnu en gang var ti ryttere meldt til start. Vinderen af fredagens Catago Cup på MB-niveau blev Anna Skriver på Gørklintgårds Salty Sea e. Gørklintgårds Santos/ Sir Donnerhall I, der for deres program blev belønnet med 71,154%. Anden bedst blev Josefine Lindegaard Halkjær, der i sadlen på Dicte e. Blue Hors Don Olymbrio/ Blue Hors Don Schufro sikrede sig 71,090%. Tredjepladsen måtte deles mellem to ryttere, der red præcis samme procent, nemlig Amalie Nyvang på Solbakken's Ducati e. Hesselhøj Donkey Boy/ Gribaldi og Maria L. Mortensen på Keyser Kira e. Honoré Du Soir/ Hohenstein E.H., der begge blev belønnet med 69,551%. 

Fakta
Catago Cup 2024

Catago Cup er en landsdækkende turnering, der består af seks kvalifikationer, der afholdes ved C-stævner i perioden maj til august. Turneringen afsluttes med én samlet finale ved B-stævne. Der afvikles på to niveauer samtidig - henholdsvis LA og MB - så der er ret beset tale om to selvstændige turneringer, der dog altid afvikles ved samme stævne. 

Vinder af Catago Cup er den ekvipage, der sammenlagt fra dag 1 og dag 3 opnår den højeste procentscore. 

Fold up

Dagens sidste klasse blev altså Prix St. Georges, hvor der endnu en gang var ti stærke ryttere til start, hvilket gav tre placeringer. Den røde roset og dermed førstepladsen, gik til Anne Sofie Aaen der med Dandy Hit e. Dante Weltino/ Sandro Hit sikrede sig 73,026%. Anden bedst blev Maria Mejlgaard Jensen på Sushi e. San Amour/ Fürst Heinrich, der for deres ridt blev belønnet med 70,175%. Tredjepladsen gik til Josephine Gert Nielsen på Bravio Bianco e. Belantis/ De Niro, der sluttede med 69,649%. 

Således blev første stævnedag hos Karslunde Rideklub afsluttet med flotte ridt. I dag går der klasser fra MB1 til Intermediare 2. Søndag skal Catago Cup for alvor afgøres, hvor alle ti ekvipager fra hver afdeling er videre til finalen, og derudover går der Prix St. Georges og Grand Prix. 

Følg med i stævnets start- og resultatlister her. 

Copyright Ridehesten.com
Josephine Gert Nielsen på Bravio Bianco. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.
Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen