Hvis man går op i sport er det nok ikke gået nogens næse forbi, at der nu i en periode har været sat fokus på elitesportsudøvere, efter at DR1 viste udsendelsen ”Svømmestjerner under overfladen”, og efterfølgende har der været fulgt massivt op i medierne og på ”Nyhederne”, både på tv og i radioen. Programmet giver et indblik i hvor langt trænere og udøvere vil gå for at nå deres mål indenfor svømmeverdenen, med risiko for store omkostninger bl.a. med spiseforstyrrelser, pillemisbrug samt dårligt selvværd.   

Vi lever i en præstationskultur og søgen efter anerkendelse

Jeg er på ingen måde overrasket over det der kommer frem i udsendelsen mht. hvor langt trænere og udøvere vil gå for at få succes. Dette forgår, på den ene eller anden måde, indenfor de fleste sportsgrene hvor der arbejdes med udvikling og præstationer.

Man behøver ikke at være eliterytter for at have ønsker om at skabe resultater sammen med ponyen/hesten, samtidig med at der er mange følelser involveret i ridesporten - og med et lille forventningspres fra både sig selv, trænere og forældre, kan man over tid, stille og roligt flytte fokus fra glæden til ridningen, over til fokus kun på præstationerne.  

Trænere og forældre

Der er som sådan intet problem i at kæmpe for præstationer og resultater, hverken fra trænerens side, fra rytteren selv eller fra forældrenes side – det er bare vigtigt at være opmærksom på bl.a.:

Om der er, eller opstår ændringer i rytterens adfærd.
At rytteren får opbygget kompetencer til, at glæde sig over processen frem mod målet - så det ikke kun er målet der er i fokus.
At de mentale færdigheder udvikles med de ridemæssige - så rytteren kan håndtere, hvis noget ikke går helt som ”håbet”.
At rytter og træner har en klar plan for hvordan de kan nå rytterens mål.
At rytteren bruger ”viden” (jeg ved hvad jeg kan) og ikke ”jeg tror, og jeg håber at jeg kan”

Efter min mening har trænerne og forældrene en stor forpligtelse overfor rytteren og ”mennesket inde i rytteren” mht. at skabe forståelse, overblik og viden. 

Hvis jagten på succes, resultater og anerkendelse konstant overskygger glæden ved sporten, kan det meget let gå galt.

Vores hjerne er god til at ignorere mistrivsel i perioder, men hvis der ikke bliver taget hånd om det i tide, kan det få store konsekvenser for rytterens præstationer, trivsel og selvværd. 

”Mennesket inde i rytteren”

Forældre, trænere og rytteren selv, kan desværre ofte glemme ”mennesket inde i rytteren”, de har ofte kun fokus på udvikling og præstationer, og derved kan rytteren meget let komme til at stå i en presset situation som de har svært ved at håndtere.

Ros og anerkendelse

Skaber glæde og energi i hjernen. Vi skal selvfølgelig passe på med at rose på tidspunkter hvis rytteren ikke præstere ud fra niveau, men vi må gå ud fra at rytteren har kæmpet og gjort alt hvad rytteren kunne på tidspunktet, og det skal rytteren have anerkendelse for.

Glæden til sporten

Uanset hvor meget vi kæmper, og på hvilket niveau vi kæmper ud fra, så skal GLÆDEN til det vi gør altid være i højsædet.

Hjælp ude fra

For både udøvere, forældre og trænere kan det være en stor fordel at få noget sparring/hjælp/vejledning f.eks. fra en coach/mentaltræner, som kan være med til at løse udfordringer og sætte nyt fokus. Det kan ofte være svært at få taget fat i udfordringer der kommer snigende, men ved at være opmærksom, kan små ændringer hos udøveren opdages i opløbet, og derved afhjælpes uden, at det går ud over præstationen, trivslen eller glæden ved sporten.

Du kan læse mere om emnerne i magasinet Ridehesten: i juni-udgaven 2018 ”Forældrenes rolle”, samt september- og oktober-udgaven 2018 ”Trænerens rolle som træner – Del 1 og 2”