Sæd fra Danmark til Australien

21-12-2015 11:47
Avl

Sæd fra danskejede og -avlede hingste er en efterspurgt vare. Nu har fødevaremyndighederne i Danmark og Australien enedes om en veterinærprotokol, og det første, frosne hingstesæd er sendt fra Mors til Melbourne 

Copyright Ridehesten.com

Ridehesteavlen i Danmark i regi af avlsforbundet Dansk Varmblod har de senere år genereret overskrifter verden over som følge af store succeser på konkurrencebanerne. Danske dressurheste er blevet en efterspurgt vare, og de omkring 4.000 Dansk Varmblods-avlere herhjemme producerer heste, der sælges over alt i Europa og til selv fjerne destinationer i hele verden. Også sæd fra danske avlshingste er blevet en efterspurgt vare, men det er ikke helt enkelt at eksportere hingstesæd til dele af verden. Senest er markedet i Australien blevet åbnet for dansk hingstesæd, og dette skyldes dels et utrætteligt arbejde af den danske eksportør og den australske importør samt et godt samarbejde mellem de danske og australske fødevaremyndigheder. Det betyder, at den første frostcontainer med dansk hingstesæd nu er landet i Australien.

Lykkelig australsk avler
På den australske side har det taget Briony Fyrkilde-Velling over halvandet års samarbejde med danske og australske myndigheder, hvor hun samtidig har etableret en god kontakt med danske hingsteholdere.
– Australien har meget strenge karantæneregler, og for snart ti år siden mistede australierne muligheden for at importere frossen hingstesæd fra Danmark, da de danske myndigheder ikke kunne imødekomme de australske standarder, fortæller Fyrkilde-Velling.
Da Briony Fyrkilde-Velling, hvis danske svigerfar immigrerede til Australien, grundlagde sit stutteri Rosenbjerg Stud udenfor Melbourne, havde hun et naturligt fokus på danske heste og startede derfor med at importere en dansk varmblodshest, der nu er stutteriets flagskib. Hun glæder sig over, at næste skridt er at kunne tilbyde australske hesteavlere sæd fra danske tophingste.
Jan Pedersen, formand for Dansk Varmblod, udtaler:
– Vi har set frem til denne dag i lang tid! Dansk Varmblod udmærker sig på den internationale scene, og vi oplever stor interesse for vores ridehesteavl fra udlandet. Jeg vil se frem til, at også de australske opdrættere af danske varmblodsheste får succes i konkurrencer på den globale arena.

Tilfreds dansk hingsteholder
På Mors er hingsteholder Ib Kirk fra hingstestation Katrinelund meget tilfreds med, at det er lykkedes at sende sæd fra fem af stationens hingste til Australien. – Det har været et kæmpe arbejde, fordi de formularer vi skulle bruge for at få sæden ind i Australien ikke eksisterede, indleder Ib Kirk. Han har dog oplevet en stor velvilje fra myndighederne både herhjemme og i Australien, og med stor hjælp fra embedsdyrlæge Ernst Andresen i Veterinærafdeling Nord, Aalborg er det lykkedes at få detaljerne omkring veterinærcertifikatet for hingstestationen på plads. 
Chefkonsulent Jørgen Kold fra SEGES | Heste bekræfter, at det har været en længere proces, som tog sin begyndelse for omkring 18 måneder siden. – Vi har hjulpet de danske og australske fødevaremyndigheder med informationer og været med til at skabe kontakten mellem dem. Vores oplevelse er, at i denne sag har de respektive myndigheder været meget løsningsorienterede, understreger han. 
– Jeg er overbevist om, der er et marked for dansk hingstesæd i Australien, og jeg synes, det er spændende at kunne tilbyde vores hingste til de australske avlere. Vi har her fra stedet solgt enkelte rideheste til Australien, og har oplevet meget positiv feedback, og en efterspørgsel på vores avlshingste, fortæller Ib Kirk.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner