Sådan står det til med "ruinen"

27-04-2023 15:36

Trine Askjær-Jørgensen

Det var noget af et projekt, springrytter Mille Jørgensen og hendes kæreste kastede sig ud i, da de købte en gammel gård for at omdanne den til deres drømmested. I tredje afsnit af "Fra ruin til ridecenter" kan man se, hvordan projektet skrider frem, og at hestene nu er flyttet ind

Copyright Ridehesten.com
Jagtgården trængte til en kærlig hånd; der blev ryddet grundigt ud. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

For nogle måneder siden skrev vi første gang om springrytter Mille Jørgensen, der sammen med sin kæreste Frederik Larnæs havde købt "Jagtgården" på Sjælland med planen om at skabe både deres hjem samt base for Milles egne heste og dem, hun har i træning.

Jagtgården, som ejendommen hedder, er fra 1812 og trængte mildest talt til en kærlig hånd og en opdatering. Tidligere har der været rideskole på stedet, men der har ikke stået heste i staldene de sidste 10 år, og boksene levede da heller ikke op til kravene om hestehold i dag.

Mille og familien var første gang ude at se stedet i sommeren 2021, hvor hendes kæreste faktisk ikke var med, fordi han synes, projektet var helt håbløst. Økonomi spillede en væsentlig rolle i købet af Jagtgården, for godt nok er det dyrt at renovere, men at købe et færdigt hestested er endnu dyrere. Mille og Frederik så på flere steder, inden de endte med at købe lige præcis denne gård og give sig i kast med at renovere.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Drømmen er, at det bliver et dejligt heste- og ridested for Mille, der udover at være aktiv springrytter tager heste ind i ridning. Tidligere har hun haft heste til at stå på rideklubber, men nu ville hun gerne have sit eget sted sammen med kæresten.

Mille og Frederik overtog gården den 1. december 2022, og siden da har de sammen med familie og venner knoklet for at få stald, ridehal, udendørsarealer osv. klar til, at hestene kunne flytte ind.

Hele renoveringsprocessen besluttede Mille sig for at dokumentere, og derfor er det indtil videre blevet til tre YouTube-videoer, hvor Mille i det første afsnit "FRA RUIN TIL RIDECENTER – Hvad har vi dog købt!!?" viser rundt på Jagtgården og fortæller om, hvad planerne er, og hvad de arbejdede på.

I andet afsnit "FRA RUIN TIL RIDECENTER  – Vores bokse ankommer!" kan man se, hvordan arbejdet skrider frem, og i det tredje og seneste afsnit er det endelig blevet tid til, at hestene skal flytte ind.
Se hvordan det går for sig her:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner