Sådan kan du bruge en regnvejrsdag i stalden

31-01-2020 09:31

Liv Haumann Madsen

Følelsen af gummistøvler der bliver siddende i mudderet på folden, lyden af regn på staldens tag og gennemplaskede dækkener, er noget de fleste hestemennesker kan nikke genkendende til på denne årstid. Sådan her kan du få mest muligt ud af en regnvejrsdag i stalden

Copyright Ridehesten.com
Foto: Shutterstock
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er sjældent lige så sjovt at være i stalden på en regnvejrsdag, som på en sommerdag. Men hestene skal passes uanset hvilket vejr det er, og når nu man er i stalden, kan man lige så godt få det bedste ud af det. Her er fem idéer til, hvordan du kan bruge en regnvejrsdag i stalden. 

Gennemtjek dit udstyr
På en årstid som denne, bliver udstyr hurtigt mudret og beskidt. Det er en god idé at gennemtjekke om alt er i orden, for eksempel kan du tjekke dine stigremme, gjordstropper og din gjord. Hvis alt er pænt og i orden, kan du pudse dit læderudstyr, så det igen ser ud som nyt. Du kan også tjekke foldgamacher eller klokker for mudder, så der ikke er noget skidt der kan gnave hestens ben. Du kan vaske dit bid grundigt, så der ikke sidder madrester fra sidste ridetur. 

Få ordnet det praktiske i stalden
Måske er det ikke det allersjoveste at tage sig til, men en god dag at få ordnet pligter i stalden, er når vejret ikke er til meget andet. Du kan for eksempel rydde op i dit skab, sortere i dit udstyr, fjerne spindevæv fra boksen eller gøre hestens vandkop ren. Når først man er gået i gang, er det slet ikke så slemt at færdiggøre. Tilfredshedsfølelsen der kommer når alt er rent igen, vil da også være det hele værd. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Få vasket hestens man og hale
Begge dele er helt sikkert blevet mudret på folden, så hvorfor ikke få vasket det ordentligt igennem? De fleste heste vil nyde en omgang spa, hvor du både kan få øvet dig i at flette og måske finde på nye måder at groome din hest til jeres næste stævne. Du kan også bruge tid på at klippe manen, så den igen er fin at se på. Hvis du går helt amok, kan du klippe hovskæg eller ører, og forkæle med hovolie eller showshine. 

Lær din hest et nyt trick
Det er både sjovt og hyggeligt, når heste kan tricks. Du kan lære din hest at smile, kysse eller måske endda at neje. Tricks kan både laves i ridehuset, på ridebanen og på staldgangen, men også i boksen, hvis I bare skal nyde hinandens selskab. Det er en sjov måde at få hesten til at tænke sig om, når man ikke rider på den. 

Træn i vandpytter
Der findes nok ikke et mere oplagt tidspunkt at træne i vandpytter, end når det regner og de er allerstørst. Mange heste er bange for vand, så når der et lille mellemrum mellem regnbygerne, er det oplagt at gå udenfor, så hestene kan vænne sig til dem. Hvis ikke du har lyst til at gå udenfor, kan du også blive i stalden og tegne et dressurprogram du vil lære, eller måske en springbane som du kan øve til din næste springtræning.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner