Springning er ikke alene en test af rytterens mod eller kræfter. Det kræver langt mere af rytteren end det. Springning, når det skal udføres på en for hesten harmonisk og skånsom måde, fordrer en rideteknik af rytteren, som stiller store krav til balancen, indfølingsevnen og behændigheden. Rytteren skal kunne tilpasse sig hestens bevægelser i alle springets faser, og give efter på tøjlen så hesten får den nødvendige frihed i halsen til at balancere.

For overhovedet at kunne springe en forhindring har enhver springhest brug for at være i balance, at have den tilstrækkelige fremaddrift og at blive placeret korrekt foran forhindringen. Hvad rytteren angår, skal vedkommende være i stand til at ride den bedst mulige vej i lige netop det tempo, som passer i den givne situation og med et bevægelsesforløb, der er flydende og rytmisk.

Det lette sæde

Det er et helt grundlæggende krav til springrytteren, at man behersker det lette sæde. Når man rider i let sæde aflaster man hestens ryg, og det er i dette sæde, at rytteren skal finde sin balance og harmoni med hesten.

Når der rides i let sæde, forlader rytteren den lodrette opstilling og læner sig mere eller mindre fremad ved at bøje i hofterne. Rytterens vægt forlægges til lårene, knæene og hælene, og når man rider i aflastningssæde, skal rytterens sæde forblive så tæt på sadlen som muligt, for det giver de bedste forudsætninger for at holde balancen.

Når man rider i let sæde eller aflastningssæde, så skal rytteren være smidig i sin lænd. Er overkroppen for stiv eller urolig påvirker det både rytterens og hestens balance negativt. 

Få endnu flere gode råd til, hvordan du rider korrekt i let sæde i marts-nummeret af magasinet Ridehesten fra 2014.