Sådan gør du din hest trafikvant

31-12-2017 08:36

Det kan være super hyggeligt at ride en tur ud i trafikken på hesten med veninderne, især hvis man rider på en hest, der er tryg i trafikken. Læs her, hvordan du gør hest trafikvant

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Husk altid at bære ridehjelm, når du vil gøre din hest trafiksikker. Det første skridt på vejen mod at få en trafiksikker hest, er at vænne hesten til en slukket bil, lad den snuse, undersøge og finde ud af, at bilen ikke er farlig. De fleste heste reagerer ikke på en slukket bil, da det er noget de ofte støder på, enten på gårdspladsen eller parkeringspladsen på rideskolen.

Tålmodighed er vigtigt
Når hesten er tryg ved en slukket, stillestående bil kan man gå videre med træningen og vænne den til en tændt, stillestående bil. Hesten skal lige vænne sig til de uvante lyde og den nye lugt, det er derfor en god idé at være tålmodig, og snakke beroligende med hesten, hvis den bliver lidt anspændt ved de nye ting. Nogle heste kan godt blive forskrækket, hvis de kan se deres spejlbillede på bilens kølerhjelm. Det er dog langtfra alle heste, der overhovedet reagerer på en bil, uanset om den er tændt eller slukket.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Næste skridt
Ofte går det hurtigt med at vænne en hest til en tændt bil og man kan, når hesten er tryg ved det, gå videre med en bil der kører langsomt. Start med at gå et godt stykke bagved bilen, og se hvordan hesten reagerer, hvis der ikke kommer nogen reaktion på den kørende bil, kan man langsomt bevæge sig tættere på. Denne proces kan tage længere tid, og man bør først gå videre, når hesten er tryg ved dette. Desuden skal man huske på, at hesten også skal lære, at der kommer biler bagved den, ellers kan den blive forskrækket, hvis den først oplever dette, når man færdes ude i trafikken.

Ridning i trafikken
Første gang man skal ud i trafikken er det en god idé, hvis man har en i forvejen trafikvant hest med. Det kan have en beroligende effekt. Der er også en god idé, at man i starten vælger at ride langs veje, hvor der er mindre trafik og hvor bilerne ikke kører så stærkt. Sørg for at den trafik-sikre hest skridter yderst og du og din hest i rabatten.

Gode råd, når du skal gøre din hest trafiksikker:

  • Husk altid at have ridehjelm på
  • Det er også en god idé at bære sikkerhedsvest
  • Vær tålmodig og beroligende over for hesten
  • Medbring ALTID en trafikvant hest, indtil din hest føler sig tryg i trafikken
  • Medbring mobiltelefon, hvis du får brug for hjælp
  • Fortæl i stalden/på rideskolen, hvor du rider/går hen med hesten
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner