Så er hingstekåringssæsonen åben

03-11-2023 15:06
Avl

Hingstekåringssæsonen er officielt åben i Tyskland, og det er hannoveranerforbundet, der har slået sæsonen i gang med deres hingstekåring i Verden

Copyright Ridehesten.com
Foto: EQWO.net/Petra Kerschbaum

Hannoveranerforbundet lægger først ud med kåringen af dressurhingste og afholder sidst i denne måned kåring for springhingste på samme lokation i Verden, forbundets højborg med Niedersachsenhalle.

Blandt de faderhingste, der har eller har haft virke i Danmark, er Danciero, In My Mind, Janeiro Platinum og Total McLaren med hvert et afkom ved hannoveranerkåringen, mens Jovian og So Unique har to afkom med hver, So Perfect har tre sønner med, og Dynamic Dream dominerer kåringen med syv afkom.

 Hingstene er i dag blevet vist på fast bund og mønstret i trav på forbundets næsten ikoniske græsbane, og her i eftermiddag er der longering af hingstene i opvisningshallen efterfulgt af bekendtgørelse af kåringsdom. I morgen lørdag er der løsvisning efterfulgt af kåring og præmiering, hvilket alt sammen kan ses på Clipmyhorse.tv. I morgen eftermiddag er der auktion.

Kollektionen af dressurhingste i Verden.

Hingstekåringssæsonens hovedkåringer

  • Hannoveranerforbundet (dressurhingste) den 2. - 4. november i Verden, Tyskland
  • Hannoveranerforbundet (springhingste) den 30. november - 2. december i Verden, Tyskland
  • Trakehnerforbundet den 30. november - 2. december i Neumünster, Tyskland
  • Westfalerforbundet den 3. - 6. december i Münster-Handorf, Tyskland
  • Mecklenburger-Vorpommern den 8. - 10. december i Redefin, Tyskland
  • Holstenerforbundets den 13. - 16. december 2023 i Elmshorn, Tyskland
  • Oldenburgerforbundet den 18. - 21. januar 2024 i Ankum, Tyskland
  • Deutsches Sportpferd (DSP) den 24. - 27. januar 2024 i München-Riem, Tyskland
  • KWPN den 31. januar - 3. februar 2024 i Den Bosch, Holland

Dernæst i dagene 6. - 10. marts følger Dansk Varmblods hingstekåring i Herning.

Copyright Ridehesten.com
Foto: EQWO.net/Petra Kerschbaum
Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen