Cecilie Lindahl
Rytterens opstilling og hjælpere
Rytteren råder over fire midler til kommunikation med hesten: schenklerne, hånden, stemmen og vægten. Det er vigtigt, at rytteren har fuld kontrol over sine hjælpere, for at hesten skal have en chance for at lære og forstå, hvad rytteren vil have den til.
Hvis man har kontrol over sine hjælpere, men generer hesten med f.eks. en urolig hånd, klaprende schenkler eller manglende balance, så “forplumrer” man signalerne til hesten. Det vil medføre, at den begynder at ignorere de mange signaler. Rytteren må så forstærke sine hjælpere for at få hesten til at forstå budskabet, og det er præcis det, vi skal forsøge at undgå.
Når rytteren sidder korrekt på hesten, kan man begynde at bruge sin vægt i kombination med de øvrige hjælpere. Det betyder, at man kan anvende flere, men finere hjælpere samtidig, fordi hesten lærer at reagere på rytterens kropssprog. Så er ridning på vej til at blive kunst. Men for at kunne nå så langt, skal den grundlæggende opstilling være på plads.
Overkroppen
Når sadlen er placeret korrekt på hesten, skal rytteren sidde lodret i det dybeste punkt i sadlen. Ryggen skal være rank uden at være spændt, og man skal sidde på sine sædeben.
Det er meget vigtigt, at man er afslappet i begge skuldre. Dette kan man kontrollere ved at fylde brystkassen med luft, så mærker man skuldrene går op. Når man så efterfølgende puster ud, mærker man skuldrene sænker sig. Så sidder man i den rigtige position, og skuldrene er på plads. Sådan skal man hele tiden arbejde med sig selv. Kontrollere sig selv og sin opstilling i hver eneste lektion.
Hovedet
Hovedet er den tungeste del på kroppen. Hvis hoved hælder til den ene side, bliver rygsøjlen skæv, og man har ikke lige meget vægt på begge sædeben. Rytterens nakke skal sidde lige på rygsøjlen, uden at man bliver stiv og spændt. Man skal ikke sidde desperat og se lige ud, man må meget gerne dreje hovedet, men man må ikke lægge hovedet på siden. Dette er meget vigtigt, mange ryttere gør også den fejl, at de sidder og ser ned på deres hest. Selvfølgelig må man gerne momentvis lade blikket glide ned på hesten, men hovedet skal være lige. At man ikke må se ned, betyder modsat ikke, at man skal lægge nakken tilbage og se opad. For det medfører, at sædet går tilbage, og så sidder rytteren ikke længere på sædebenene. Derfor skal man holde hagen inde.
Hånd og arme
Rytterens hænder og arme skal hænge naturligt og afslappet ned foran kroppen med en let bøjning i albuen og håndleddet. Hånden og armens vægt skal bæres af hestens sug på tøjlen, og man skal kunne holde balancen uafhængigt af tøjlen.
Man må ikke klemme albuerne ind mod kroppen, det giver spændinger. I gamle rideteoribøger står der, at knoerne skal vende fremad og tommelfingeren opad, det vil jeg gerne angribe lidt. Lige så snart noget skal være fikseret, bliver det stift, så man skal mere tænke på at slappe af. Så bliver hånd, albue og skulder til en fjeder. Hånden må ikke knuge om tøjlen, i stedet holdes let på tøjlen med hånden en lille smule åben.
Rytterens krop skal fungere som støddæmperen i en bil, kroppen skal blive en fjeder, der kan stramme til og give efter. Det er alle rytterens led, der giver efter eller strammer til, når der er behov for dette. Det må ikke kun være et enkelt led, der giver meget efter, mens rytterens øvrige led er låste. Al spænding i rytterens krop fjerner fjederen, og det er uheldigt. Hvis man klemmer med benene eller låser hænderne, så tager man det rygsving væk, som kommer fra hestens bagben og går op gennem ryggen til hestens nakke. Hesten kommer derfor til at gå mere stift, den bruger ikke sin ryg til at svinge med i bevægelsen, men flytter blot sine ben. Det virker nedbrydende på hestens fysik.
Det man skal fokusere på, er først og fremmest, at man sidder rank, men afslappet.
Schenklen
Schenklen(rytterens ben) skal hænge naturligt og afslappet, uden at rytteren er spændt i over- og/eller underschenklen. Når man tager stigbøjlen på, skal den placeres under fodballen. Fodens vægt vil automatisk få hælen til at sænkes. Man skal have et ganske let tråd i bøjlen, for så bliver der en fjedring i ankel-, knæ- og hofteled.
Her plejer jeg at overdrive lidt for forståelsen skyld og sige: ” Man skal kunne holde et æg mellem fodballen og bøjlen, uden at dette går i stykker”. Hvis man træder for hårdt ned i bøjlen, mister man muligheden for at indvirke, og schenklen vil blive trykket væk fra hesten.
Rytterend opstilling kan indrammes af to parallelle linjer. En linje der går fra rytterens tåspids til knæ og en linje fra hæl til hofte til skulder.
Læs mere i Hasse Hoffmanns bog: Dressur med hjerte og forstand. Du kan købe den for 349 kr. lige HER
