Romanovs internationale GP-debut

30-05-2008 17:11

Thomas Bach Jensen

Avlshingsten Blue Hors Romanov fik i dag sin internationale debut i Grand Prix ved Lingen Dressurfestival, hvor Andreas Helgstrand red hingsten ind på en fjerde plads.

Fredagens første klasse i Lingen var en Youngster (Nachwuchspferde) Grand Prix, hvor Andreas Helgstrand og Blue Hors Romanov var den eneste danske ekvipage. Blue Hors Romanov tog sig imponerende ud, men var også selv en anelse imponeret af dressurstadionet i Lingen. Romanov var godt oppe på dupperne og fik uheldigvis tungen over biddet i starten af programmet. Andreas valgte at stoppe op og få løst problemet med det samme. Det kostede naturligvis en del uro, men ekvipagen red herefter et overbevisende program. ”Det var bare uheldigt og koster naturligvis mange procenter” fortalte Andreas. ”Mange af mine kolleger kom bagefter hen og roste Romanov for dens internationale potentiale. Jeg er rigtig godt tilfreds”. Den danske ekvipage opnåede 66,60% og en fjerdeplads. De har chancen til at gøre det endnu bedre i youngster finalen på søndag. Klassen havde også to dansk varmblodsheste på startlisten. Tyske Dieter Laugks startede den 10-årige vallak Meggle’s Shogun e. Solos Carex/Schwadroneur, som han kun har haft i ni måneder. Laugks fortalte Ridehesten, at han købte Shogun i Danmark, hvor den kun havde gået enkelte M-klasser, men havde svært ved at changere. Hesten er naturligvis helt grøn i Grand Prix-sammenhæng, men Laugks har store forventninger til Shogun, som i dag blev nr. 11 med 63,35%. For Finland startede Henry Ruoste den danske hoppe Jodie K e. Blue Hors Don Schufro/Laban Agerbo. Den 9-årige hoppe opnåede med Ruoste 62,35% og en trettende plads. Den finske rytter, der tidligere har trænet hos Kyra Kyrklund, kunne i formiddags ses på opvarmningsbanen med endnu et dansk afkom efter Don Schufro.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner