Rodeo i modvind

20-02-2007 10:56

Anne Kjærsgaard

Det planlagte rodeoshow i Parken d. 29. og 30. juni i år nåede knap at blive annonceret, inden det kom i politisk modvind hos dyrevelfærdsordfører hos Dansk Folkeparti Christian H. Hansen, som ønsker at indføre et politisk forbud mod rodeo i Danmark. - Jeg synes, at det er meget forkert at bringe rodeo til Danmark. Hvis vi først tillader det, så er vi ude på et glideplan, hvor det næste kan blive tyrefægtning eller det, der er værre. Det er en sport, hvor dyrerne bliver udsat for udnødvendig smerte og stress, og det vil vi ikke være med til. Derfor håber vi, at arrangørerne selv aflyser det, og hvis ikke, så vil vi tage det op på ministerplan, udtaler Christian H. Hansen til TV 2 Sporten. Dyrenes Beskyttelse er også ude efter rodeoshowet og mener, at showet vil være klar overtrædelse af Dyreværnslovens paragraf 17, der bekendtgør, at dyr ikke må ”dresseres eller bruges til fremvisning, cirkusforestillinger, filmoptagelser eller lignende, hvis dyret herved påføres væsentlig ulempe”. - Selv om hestene og tyrene er optrænet til at 'bukke' (springe op) mv., mener vi, at der er stor risiko for, at dyrene udsættes for både smerte og stress, siger Ole Münster, direktør i Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse. Det er lyske-remmen, der sidder et særlig følsomt sted på tynd hud, for netop at provokere hesten eller tyren til at bukke, som Dyrenes Beskyttelse ikke mener stemmer overens med Copenhagen Rodeos udmelding om, at dyrene er trænet til at bukke. Professor Jan Ladewig, der er medlem af Dyreværnsrådet, har undersøgt dyrenes forhold under et rodeoshow og mener ikke, der er nogen grund til at forbyde dem: - Der er ikke noget i indholdet af sådan et show, der er dyremishandling. Det ser voldsomt ud, men dyrene er ikke udsat for nogen overlast, og derfor er opfattelsen af det som mishandling en misforståelse, der bygger på det, vi tror, vi ser - og ikke det der rent faktisk sker" udtaler Jan Ladewig til TV 2 Sporten. Karsten Østergaard, som arrangerer showet, fastholder at der ikke er tale om dyremishandling, selv om det kan se voldsomt ud. Kilde: sporten.tv2.dk, Ekstrabladet og Jyllandsposten

Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen