Thomas Bach Jensen
Foran Rikke og Denver lå der 3,4 km terræntur og 21 spring, da de tog afsted på deres ridt i dag. Desværre nåede Rikke kun over de 12 første spring, før hun faldt af. Lars fortæller: - Efter spring nummer 12 skal rytterne ned ad en buet hulvej. Denver springer suverænt, og man kan høre speakeren sige ”Rikke and Denver are superior, they jump fantastic”, og så bliver der stille. For enden af den buede hulvej skal rytterne under en gammel stenbro og under broen ligger der vand. De er således ikke i nærheden af et spring, men blot i gang med en passage. Denver vælger at springe ud i vandet og i det han lander, falder han.
- De slipper heldigvis begge uskadt, men det kunne være gået galt, for tunnelen er kun to meter bred. Der var i alt tre ryttere, der røg af ved denne passage. De to andre røg af da deres poyner stoppede foran vandet. Havde Rikke været fejlfri var hun rykket op som nummer 12. Jeg har simpelthen ikke set Rikke ride så godt før.
- Positivt kan jeg sige, at jeg aldrig har set så mange tilskuere før til et military pony arrangement. Det var helt vildt, og banen var meget flot. Arrangementet var bare i orden og hvert et spring blev speaket, slutter Lars Terkilsen.
Kilde: DRF