Ridningens ABC skal læres og leges ind i kroppen

08-02-2019 11:14

Når et barn skal lære at ride, er det vigtigt, at det får tid og plads til både at lære og lege ridningens ABC ind i systemet. Læs, med her og bliv inspireret til, hvornår du kan hjælpe dit barn i gang med ridningens grundtrin 

Copyright Ridehesten.com
Der må aldrig gå pølsefabrik og sure miner i den, når børn skal lære at ride. Sjov, leg og alderssvarende forklaringer er vejen til succes.

Børn lærer, når de spejler sig i det, de ser. Når barnet står på siden af ridebanen suger det indtryk til sig, som det vil give sig i kast med, næste gang barnet selv kommer på hesteryggen igen. Den sidste ridetime kan også blive gennemspillet hjemme på græsplænen, hvor barnet igen og igen øver sig i skridt, trav og galop rundt om rosenbedene, som i barnets fantasi er en ridebane. Den viden forpligter, da børn skal have plads til både at lære og lege ridningens fundamentale grundtrin på plads.

Dansk Ride Forbund har listet nogle ting, som karakteriserer et godt ridemiljø. Blandt andet:
-Sikkerhed og tryghed
-Glæde
-Tilknytning
-Variation
-Leg og teknik
-Planlægning

Når din lille rideglade dreng eller pige skal i gang med ridningen, er der forskellige ting, som bør indlæres på forskellige tidspunkter, som passer til barnets modenhed, alder og niveau. Her kan du læse om det grundlæggende trin.

3-7 år: Legefasen
Når barnet er tre år, har det fortsat brug for at være i tæt kontakt med forældrene, når det prøver kræfter med ridesport. Barnet begynder dog at vise større nysgerrighed over for omverdenen, og igennem legen tilegner barnet sig viden. Derfor er det vigtigt, at det opleves som en leg for barnet, når det sidder på hesten.

Barnet vil selv, spørger nysgerrigt om alting og lærer hurtigt nye færdigheder. Senere begynder barnet at reflektere mere over sine omgivelser i takt med, at også sproget udvikles.

Som træner eller hjælper skal man være opmærksom på følgende:

-Barnet kan let afledes og kan have svært ved at bevare koncentrationen i længere tid af gangen.

-Evnen til fordybelse udvikles yderligere i perioden, og barnet bliver løbende mere og mere i stand til at reflektere over egen formåen.

-Barnets motoriske sans udvikler sig meget i perioden, og derfor er balance og koordinationsøvelser en vigtig del af undervisningen. Barnet optræder med større sikkerhed og mester hele tiden mere og mere finmotorik.

-Barnet kan huske flere beskeder på samme tid, men børn lærer fortsat bedst igennem leg, rim, sang, remser og talrige gentagelser.

Når barnet er fem-syv år gammelt vil det tænke meget visuelt, så ønskede bevægelser er forbundet med handlinger eller et billede, som barnet kender. En tegning ud for bogstavet i ridehallen, gør det lettere for et mindre barn at vide, hvor man skal dreje, hvis man eksempelvis skal ride skråt igennem. Derudover kan man gøre det lettere og sjovere for barnet, hvis man bruger kegler og bomme til at skabe rammerne om en øvelse.

Når træneren vil have barnet til at lave eksempelvis en volte, kan man bruge et sprogbillede og kegler. Man kan sige: ”Du skal lave en volte ved ”R”. Du skal følge keglerne rundt, som om du rider på kanten af en kæmpestor tallerken.”

Det er naturligvis hele tiden vigtigt, at ridningen foregår på en måde, hvor barnet kan føle sig tryg samtidig med, at der er god stemning i ridehuset eller på ridebanen.

Kilde: ”Aldersrelateret Træning og Ridning - Forsvarlig og målrettet træning af børn og unge i rideklubben,” Dansk Ride Forbund.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner